Nyhedsblog d. 21/1 2020 ... (144.801)

Som sagt, så gjort...

Meeeen, jeg havde slet ikke forestillet mig, hvor ensom man kan føle sig juleaften uden sin familie. 

 

Selvom jeg havde prøvet 1 gang før at være helt alene  i julen på grund af en forstuvet fod for 6 år siden, der først kunne røntgenfotograferet 3. Juledag,  så var det slet ikke det samme, som når man har levet isoleret fra sin familie og andre mennesker i 9 måneder på grund af myndighedernes restriktioner som følge af en virus,  man kan blive slået ihjel af eller invalid af, fordi man er i en risikogruppe.

 

Julen blev simpelthen og meget fornuftigt aflyst for min store familie.

Vi holdt den hver for sig i små bobler.

 

Vores var så lille,  2 personer mig selv inklusive, at jeg slet ikke kunne klare at sidde ved det store spisebord i spisestuen med alle de tomme pladser.

Savnet blev simpelt hen for stort med al den tomme plads,  så vi rykkede op i et mindre rum,  nemlig i kvisten ved det helt nye kvistvindue,  vi selv har bygget og sat i kvisten mod gaden som en del af en godkendt facaderenovering.  Også juletræet var skrumpet til et på 50 cm, der var lige akkurat plads til de pakker,  vi havde pakket ind til os selv,  for at der ikke skulle være alt for tomt under træet. 

 

Det var en svær aften at komme igennem, syntes vi.

 

Dagen efter havde jeg det ikke bedre,  så vi gik hurtigt videre,  pakkede julen sammen allerede 2. Juledag og besluttede,  at Nytårsaften skulle være helt anderledes og holdes i spisestuen.

 

Hjælpen til dette kom fra en helt uventet kant.

 

For 3. Juledag fik vi pludselig nys om,  at et  stort plantecenter i midtjylland var blevet lukket ned på ubestemt tid af myndighederne d. 24. December på grund af restriktioner og et aktuelt udbrud af corona. 

 

Så nu stod de med en masse store eksotiske grønne moderplanter. Luftrensere, de ikke kunne komme af med, og som ikke blev passet, og som derfor bare ville stå og visne og skulle smides ud.

 

Plantearter,  der er svære at få fat på her på Sydhavsøerne, også når butikkerne gerne må have åbent. Vi kan ikke købe dem her,  og vi manglede noget liv omkring os.

 

Ideen om at lave et "Plant Rescue" fik jeg meget hurtigt. Det har jeg lavet før i forbindelse med orkanen Bodil, hvor jeg fik en masse hibiscus planter i pleje, ligesom jeg også fra tid til anden får orkideer forærende, som andre mennesker har opgivet at få til at trives. 

 

Men hvad jeg ikke lige havde forudset denne gang var antallet af planter:

 

63 stk!

 

Størrelsen på dem gik også først rigtigt op for mig, da de efter en specialopvarmet kørsel blev leveret hos os i Nykøbing Falster d. 30. December om aftenen. 

 

Samtidigt viste det sig, at alt hvad vi manglede for at kunne renovere huset videre, kunne vi ikke få leveret foreløbig på grund af den aktuelle langvarige  nedlukning af samfundet, så vi måtte lige finde på noget andet meningsfuldt at bruge vinteren i ufrivillig  isolation på .

 

Det blev en pragtfuld og eksotisk Nytårsaften, og en skøn Nytårsmorgen som så mange morgener derefter med frisk luft overalt i hele huset.

 

 

Januar har indtil videre været fin på den måde, at vi har haft så meget at gøre med planterne, der skal passes individuelt med lys, vand og forskellige temperaturer,  at vi ind imellem har følt os hensat til troperne.

Så vi har gået og hygget os med dem og holdt hjemmeferie i nogle uger.

 

 5 stk har vi måttet skaffe os af med, fordi jeg fik en allergisk reaktion overfor dem.

1 plante klarede ikke strabadserne på vejen hertil.

1 plante har allerede forladt os til et nyt hjem i lokalområdet.

 

Vi bliver gennem vores Plant Rescue Projekt tvunget til at netværke lidt mere lokalt, når vi skal finde nye hjem til planterne,  og de nye ejere kommer for at hente planterne en efter en udendørs og med afstand og så videre.

 

Hvis du vil vide,  og følge med i, hvordan det går med dette projekt eller vore andre projekter, kan du følge med på:

 

www.guldborghus.dk

 

Eller på min instagramprofil

 

@larklisbet

 

som handler om vores husrenoveringer og mit liv i isolation i Guldborghus. 

 

Håber , denne groteske situation snart slutter, ved at vi snart kan blive vaccineret, så vi kan komme til at leve et normalt socialt liv igen.

 

Indtil videre med diverse forsinkelser  går der nok 4-5 måneder, før det er vores tur i køen til vaccination.

 

Hele dette museumsprojekt bliver også forsinket p. gr. a. pandemien.

 

Men det er lige nu et mindre vigtigt problem, da vi hverken har fået fondsmidler til opbygningen af museet eller til istandsættelser af vores bevaringsværdige hus. Vi har derfor heller ikke har krav fra fondsbestyrelser eller deadlines med husrenoveringerne, mv, der skal nås.

 

Dejligt.

Vi når det nok.

 

Mvh

Lisbet Lærke.