Nyhedsblog d. 3/6 2021 ... (152.764)

God Pinse!

Det er i orden at være vred i et stykke tid, når man er blevet nedprioriteret. 

Ingen kan lide at blive nedprioriteret.

 

Der ligger nemlig en menneskelig devaluering i at blive nedprioriteret.

 

Man husker vældigt godt,  når man er blevet nedprioriteret.

Man husker at nedprioritere dem, der har nedprioriteret en, for der er ingen grund til at gøre noget for mennesker,  der ikke vil een det godt.

 

Det var min tur i marts til at få trygheden ind i mit liv igen.

 

Pludseligt var det overhovede ikke min tur til at få trygheden ind i mit liv igen. Men de ældre og raske, for nu skulle det gå efter alder.

 

Det var min tur i forrige uge, for der blev alle andre på min alder inviteret til de 2 tryghedsskabende prik.

Men det er stadig ikke min tur., for det bliver aldrig min tur , jeg har nemlig de forkerte meninger, og nogen har brug for at demonstrere deres magt. De bestemmer, hvem der skal sikres et mildt forløb med virussen,  og kan komme ud at nyde sommeren med andre mennesker og hvem, der ikke kan.

 

Jeg ønsker alle de gamle tillykke med, at de nu kan gå på natklub og diskotek, og at verden ligger åben for dem igen.

Men kun i 180 dage.

 

Når myndighederne om kort tid går ud og siger, at alle over 50 år, er blevet tilbudt en vaccine, er det løgn, eller  at alle over 50år, der ønsker en vaccine, har fået det første stik, er det heller ikke korrekt. 

 

Efter endnu 3 henvisninger fra min læge og det seneste afslag med begrundelsen, at det nu kun er de unge under 45år, der kan blive henvist til gruppe 5, der altså ifølge et andet svar blev nedlagt i marts, så finder jeg det svært at tage politikerne, prioriteringerne og det, der foregår, seriøst.  

 

Jeg er 55 år og kan ikke blive opereret i mit spiserør, uden at jeg er blevet færdigvaccineret. 

 

Det handler om, hvem der skal overleve.

 

De har bestemt, hvem der skal have de bedste chancer for at overleve,  og det er ikke mig. 

 

De har også bestemt, hvem der skal have trygheden  og muligheden for menneskelig støtte , omsorg og opbakning i et socialt liv, og det er heller ikke mig. 

 

Så mens alle de færdigvaccinerede og de, der har haft virussen, suser afsted til udlandet på ferie og går på restauranter, i biografen og ud og kigger på seværdigheder, render jeg stadig rundt i mit hullede tøj, og med min coronaklip  og har kraftige smerter i mit spiserør,  hvor tilstanden og funktionen her under coronaen desværre er bombet tilbage til starten for 4 år siden. 

 

Det handler om overlevelse.

Så jeg skal ikke have den virus. 

 

Heller ikke, selvom en eller anden myndighedsperson foreslog mig, at jeg går ud og skaffer mig immunitet ad "naturlig vej. "

Det vil sige lader mig smitte med vilje for at få min frihed tilbage. 

Nej, tak. 

For så kunne jeg jo bare have gjort det fra starten.

 

Jeg er igen blevet spurgt, om vi kan vise samlingen frem i sommerferien til turister.

 

På grund af sygdom og egne manglende vacciner, kan vi ikke invitere fremmede ind .

 

Den private samling Woven Heart Art Museum er ikke åben i øjeblikket, fordi vi af sikkerhedsmæssige årsager har nedprioriteret det, at skabe en oplevelse og vise den frem .

I stedet har vi opprioriteret vores egen trivsel i Guldborghus. Det, vi laver, er 100% for vores egen skyld, for at bevare helsen.

 

Vi er efter en lægelig vurdering og anbefaling stadig lukket inde her, som den eneste effektive  beskyttelse mod at blive smittet,  men vores hverdag handler slet ikke om mundbind, tests og andre restriktioner.  Vi mærker dem ikke, når vi er lukket inde i vores egen bobbel.

 

Det giver masser af plads til udvikling af nye ideer og til at prøve nye ting indenfor matriklen.

Så det gør vi.

Vi arbejder på fremtiden, det liv, der forhåbentligt kommer efter coronaen.

Så må vi se, om der er et.

 

 Vh

Lisbet Lærke.