Ja, det plejer jeg jo at joke lidt med, for alle mine hjerter enten fortæller en historie (illustrerer) eller også har de en historie....
Men nu har sætningen ligesom fået en helt anden betydning...
Det gik vældigt godt med at renovere vores 95 år gamle veranda. For de interesserede ligger der inde på Kulturhulens FB-side en lille kort video om vores arbejde med den og resultatet.
Sover i den
og bygger på den samtidigt,
- altså når jeg ikke sover i den...
Det skrider laaaangsomt fremad med at håndforme og håndbygge en privat seng ind i / om til et udstillingsmøbel, at
få den enorme klods til "at forsvinde ind i rummet." Men jeg skal nok nå det! Dekorationslisterne har jeg været igang med siden november 2015, hvor den kom ind midt i Julehjertemuseets igangværende udstilling, og listerne
kommer til at fortsætte rundt i rummet, sålænge jeg har og kan skaffe materialerne til dem, selvom listen er sen at fremstille manuelt.
Så jeg bygger og bygger og bygger. Hårdt slid er det i op til 32 graders
sommervarme. Hvergang vejret er til det, rykker jeg møbelværkstedet udenfor på vores parkeringsplads lige udenfor Kulturhulen, så jeg kan nå at få noget lys og sol.
"Men hvorfor skal der overhovedet
stå en privat seng midt i en museumsudstilling?", spørger du måske.
- og svaret er, at det er, fordi der aldrig har været mere brug for den end nu.
For à propos, dét dér med at arbejde
som international billedkunstner, så har jeg valgt at sætte min internationale karriere som billedkunstner i stå i indtil videre mindst 1 1/2 år, indtil min helbredsmæssige situation er blevet udredt og afklaret,
og jeg har fået dén behandling, jeg behøver...
Lige fra før jeg var i Milano for at modtage "Kunst- og Videnskabsprisen 2016" (The Art and Science Award 2016) i starten af maj, har jeg været ambulant indlagt
på et Københavnsk sygehus til udredning for nogle uforklarlige symptomer, og dét skal jeg fortsætte med at være hele sommeren, hvor jeg skal stå på tilkald, så jeg kan komme til, hvis der kommer afbud til alle
de undersøgelser, jeg er indstillet til.
Ét af mine mest synlige symptomer er, at mit hvile- og søvnbehov er vokset gennem det seneste år, så jeg har brug for at sove i 12- 16 timer
i døgnet. Jeg kan max. holde mig oppegående i 8 timer i døgnet ekskl. diverse hvilepauser, og det nødvendiggør altså permanent en form for briks, jeg kan lægge mig på før og efter Julehjertemuseets
åbningstid, når jeg selv skal være til stede i museets lange åbningstid (3 timer pr. gang) og åbningsperioden weekenderne okt- dec. Det aflaster også, at vi ikke er nødt til at skaffe dyr overnatning andre steder
i byen, og at nogle af de frivillige ikke skal rejse frem og tilbage med Gribskovbanen mellem København og Tisvildeleje for at passe museet, når det har åbent.
Men tilbage til mit helbred:
Det står
lidt værre til, end jeg havde regnet med. Jeg har fået fjernet nogle hævede lynfeknuder i min venstre armhule og taget biopsier. Der var IKKE kræft i dem, heldigvis, men de sad tæt på hjertet og på den vandcyste,
jeg har, der sidder klemt fast mellem hjertet og min venstre lunge, og som formentligt er årsag til min træthed, idet den trykker på begge de livsvigtige organer, så jeg føler, at jeg ikke kan bruge dem maksimalt. D.
v. s indtage, få og distribuere dén ilt og energi, som min krop har brug for. Der kan selvfølgelg også være andre årsager, men dét er den mest indlysende.
Så er det, at man
kommer til at filosofere og tænke lidt over livet ...- og især døden...
Sine prioriteringer her i livet ...
Hvad man bruger sit liv på...
Eller rettere: Man kommer ikke til at tænke lidt over livet og
døden.
Man tænker MEGET over livet og døden....
Hele tiden.
Men:
Man kan ikke gå og være bange for at dø,
for så kan man jo ikke leve....
Tankerne fylder hovedet, og man tvinges til at stoppe op, kigge på sit liv og tage nogle beslutninger, så der kan blive plads i éns liv til pludselig at være et
nummer i systemet og på ventelisterne.
Det er klart, at når man kun har 8 timers vågentid at skabe noget i om dagen, mod før 16, så må man nødvendigvis skære ned på sit aktivitetsnivaeu,
således, at arbejdsmængden kommer til at modsvare antallet af de vågne timer, man har tilrådighed. Så det går ret kraftigt ud over overskuddet i min kunstneriske virksomhed i en grad, så jeg nu OVERHOVEDET IKKE har
råd til at arbejde gratis for andre for velgørenhed eller "for promoveringens skyld".
Jeg må sige "fra" fra en kant af specielt overfor andres projekter, der belaster mig personligt økonomisk og overfor projekter, der
på grund af andre menneskers dårlige planlægning medfører et øget pres på mig som person, min psyke og min krop.
Eksempelvis vil jeg ikke arbejde gratis for den danske stat, som ikke yder
én eneste krone til mig som billedkunstner i kunststøtte til trods for at jeg har udført et ret stort repræsentativt arbejde for Danmark i udlandet gennem de seneste 5 år. Jeg skal hver eneste gang min kunst bliver antaget
på internationale censurerede udstillinger, biennaler, rejsende udstillinger og museumsudstillinger SELV knokle pengene sammen til at finansiere shippingen af værkerne, de tårnhøje kurator- og udstillingsgebyrer, told, artist
residences, ekstraordinære rejser og ophold i forbindelse med udstillingerne, hvor værkerne som oftest ikke må være til salg. Dybt urimelig, når alle de andre danske billedkunstnere, jeg møder disse steder, der arbejder
på mit niveau og udstiller de samme steder får ALLE deres omkostninger dækket af diverse fonde, BKF og Den Danske Stat, der jo ikke generer sig for at sende ambassadører ud til ferniseringerne på disse dybt anerkendende udstillinger
i udlandet. Det vil sige, at når jeg er på udstillingsrejse, har jeg været med til at finansiere både de andre danske billedkunstnere, der har kunst med på dén udstilling samt repræsentanterne fra den danske
stat, omkostningerne til udstillingen , rejseomkostningerne, opholdsomkostningerne, shipping, opbevaring, håndtering og forsikring af værkerne samt andre omkostninger såsom dén påklædning, der eksempelvis følger
med den officielle galla, der som oftest hører til sådan en fernisering på højt niveau.
Så der skal løbes rigtigt stærkt: 8 timers ekstra kunstnerisk arbejde hver dag i forhold til en normal
arbejdsdag, når man også skal betale skat og moms, for at kunne klare dét liv, man har, når man som jeg er på toppen af sin kunstneriske karriere med 6 museumsudstillinger, 2-3 rejsende udstillinger, 2-3 biennaler
og censurerede udstillinger, o. s. v. i udlandet gennem det seneste år. + en world -wide kunstbogsudgivelse.
For stærkt til, at éns hjerte kan klare det, har jeg besluttet, ihvert fald, når man render rundt med
dét hjerte, jeg har. For de ekstra 8 timers arbejdsdag, jeg ikke for løn for og som finansierer alle de andre, passer lige præcis med de 8 timers mindre vågentid jeg har i forhold til for bare et år siden...
Jeg har simpelthen ikke helbredet lige for tiden til at knokle i 16 timer i døgnet for at kunne arbejde gratis for den danske stat, når jeg udstiller i udlandet og brødføde alle de mange mennesker, der skal leve af mig, før
jeg selv kan få noget ud af mit hårde arbejde, så der blev med øjeblikkelig virkning sagt:
"CUT ELLIE! ... Jeg fremstiller ikke flere nye entries / kunstværker til internationale censurerede udstillinger,
biennaler , rejsende udstillinger eller museumsudstillinger udenfor Danmark i det næste 1 1/2 år frem til efteråret 2017 eller, indtil lægerne har løst problemet...- og det kan godt tage sin tid, ... - måske resten af livet.
For en vandcyste, der sidder placeret mellem hjertet og lungen er ikke i sig selv livsfarlig. Men det er dén operation, der kan fjerne den, derimod. Derfor vil de ikke fjerne den. De ved lige nu ikke, hvordan, de kan få
den væk uden operation. Det skal de først til at finde ud af. Jeg skal til en hel masse undersøgelser af blandt andet hjertet og resten af kroppen gennem det næste halve år, for når det ikke er livstruende, er man
jo blevet flyttet over i syltekrukken som ambulant patient på langtidsmedicinsk afdeling.
Great, ikk´?
Som om man havde tid til dét, når man er selvstændigt erhvervsdrivende.
Så i hvert fald i det kommende 1 1/2 år har jeg valgt at prioritere at få færdiggjort mine kunstneriske projekter her i Danmark, herunder møbelbyggeri til Julehjertemuseet, The Woven Heart Art Museum, som jeg
nyder at gå og skabe nye møbler til i denne sommer. Jeg tror, at det er sundt at have noget andet at tage sig til end at gå og være bekymret i min situation, sundt at give sig selv nogle "bli´r-det-ikke-i-dag,-så-bli´r-det-nok-i-morgen-opgaver"
at gå og nulre med.
Når man står og modellerer en krummelure på en liste og arbejder med sine passioner, og arbejder udenfor i solen i frisk kattegatluft, glemmer man så dejligt tid, sted og alle bekymringer, .....-
Jeg lægger mig trygt til at sove og får nogle gode rolige lange nattesøvne....
... - og jeg har ALDRIG før været så frisk og veludhvilet om morgenen som nu, hvor stikket bliver trukket helt af sig
selv om aftenen, når "batterierne" er brugt op og skal genoplades.
Der er ikke de store konsekvenser for driften af Julehjertemuseet i forbindelse med min helbredssituation. For noget af det første jeg sørgede for,
da jeg blev klar over problemerne, var, at få udpeget en stedfortrædende leder for de projekter, jeg leder her i Danmark, herunder Julehjertemuseet og Kunstnergruppen Kulturhulen. En solid fyr med 28 års ledererafring,
som lige hurtigt kan tage over midlertidigt eller permanent, når eller hvis det bliver nødvendigt på et tidspunkt. Barsk, men nødvendigt.
Med hensyn til driften af Julehjertemuseet, så holder tidsplanen
med at åbne for 3. sæson i Kulturhulen i Tisvildeleje stadig. Vagterne i åbningsperioden er fordelt. Vi åbner udstllingen "H. C. Andersen Passion 2" d. 15 oktober 2016, uanset hvordan jeg har det.
Med venlig hilsen
Julehjertekunstner, Woven Heart Artist og direktør for
Kunstmuseet Julehjertemuseet
Lisbet Lærke.