Nyhedsblog d. 4/12 2022 ...

Jeg er virkeligt dybt overrasket, rørt og taknemmelig over, hvor mange der følger med i denne blog og i opbygningen og driften af Julehjertemuseet. 500-700 læsere om ugen i juli måned. Blogbesøgstælleren befinder sig i toppen af bloggen over overskriften.

Vildt, altså!

 

Selv har jeg ikke haft overskud eller tid til at læse eller slappe a´. Jeg har været ret syg i denne sommer i forbindelse med et hjertestop d 14. juni som følge af et anafylaktisk shock på sygehuset, verdens farligste allergiske reaktion, samt efterfølgende problemer med nyrerne, mm. Så helbredet, den alt-overmandende træthed og møbelbyggeriet af et ret stort udstillingsmøbel  til Julehjertemuseet, har drænet mig totalt for energi i en lang periode, hvor jeg på skift kun sov og holdt mig igang ved at arbejde målrettet med møbelbyggeriet. Føler lige nu, at jeg er gået helt glip af sommeren, også selvom jeg har tilbragt den i skønne Tisvildeleje, hvor sommerstemningen vel nok må siges at have været på sit højeste, også i år.

 

Forleden kom så den ultimative energiindsprøjtning i form af en udskrivning som ambulant patient fra Kardiologisk afdeling. Alt, hvad et hjerte kan fejle, er jeg blevet undersøgt for. Mit hjerte er 100% sundt og raskt. Det føles som at få 20-30 år mere at leve i...

 

Dén vandscyste, der i maj blev konstateret placeret mellem min ene lunge og mit hjerte, er nu gradvist forsvundet ved dygtige medicineres hjælp. Noget, der kunne have taget flere år, men som tog 2 måneder. Jeg skal fortsætte med en masse ambulante kontroller og hospitalsundersøgelser af resten af mine indre organer. Det kommer nok til at tage hele efteråret og vinteren.

 

Den glædelige nyhed blev fejret med at give følgetonmøblet her i bloggen en ekstra turn i den netop overståede weekend, hvor flere hundrede mennesker ude fra Hovedgaden kunne følge mit arbejde på parkeringspladsen ude foran Kulturhulen med at dekorere dén 2 meter lange og 1/2 m dybe udstillingsmontre, jeg er ved at bygge ind ovenpå på kæmpemøblet, som jeg har været igang med siden november sidste år, hvor det kom ind lige midt i Julehjertemuseets 2015- udstilling.....- og bare rolig jeg HAR set alle jer, der defilerer forbi 6-7 gange i løbet af dagen med hovedet drejet af led i en 90 graders vinkel for at følge med i, hvor langt jeg nu er nået ... Smiler stort

 

En del af jer, der allerede har besøgt Julehjertemuseet i de foregående år siden åbningen, set mig på film eller set mig i forbindelse med min inklusion som tegner og kunstmaler i den amerikanske kunstbogsudgivelse "Current Masters, vol2", der netop er udgivet i USA, bliver overraskede over, hvordan lårkorte jeg og terrassen foran Kulturhulen ser ud på en hed solskinssommerdag, når I har oplevet mig som juleperson, med håret sat, og med Kulturhulen pyntet op til jul på en kold og rå novemberdag. Men jeg lever og eksisterer faktisk også om sommeren, hvor jeg ligner fru Hansen henne om hjørnet, når hun ordner have med det lange hår bundet tilfældigt op i forskellige afslappede frisurer, gamle T-shirts og hullede jeans på, ... - og sorry, afstressede jeg kan altså ikke se nogen grund til den store styling, når jeg arbejder med noget, der sviner i mit værksted, så dét må folk bare lære at leve med.....   

 

Der er vel næppe nogen omkring juletid, der forestiller sig, at alle de små detaljer på møbelbyggeriet, såsom totalrenovering / byggeri / dekorering af diverse udstillingsskuffer i år har fundet sted bag områdets største blå "petuniahegn" på 160cm x 75cm på terassen, som jeg også lige har måttet drive frem i anledning af, syrenen skulle klippes ned.  Vores nyrenoverede hyggelige sommerblomsterudsmykkede terrasse er i sig selv et blikfang midt i byen ved siden af bageren, og dét at vi er nødt til p.gr a pladsmangel inde at rykke Julehjertemuseets møbelværksted udendørs, gør ifølge turisterne ikke stedet grimmere...- også er den en nydelse at gå og arbejde på og omkring, nyrenoveret som den er og med alle duftende, lydende o. s. v.  

 

Jeg er nu ikke i tvivl om, at jeg når at få kæmpeudstillingsmøblet færdigt til tiden, (inden 30. september) for med den store færdige underdel indendøre og den delvist marmorerede topmontre, mangler jeg kun at marmorere bagsiden af det, sætte rød velour under topglasset og færdigdekorere en lille bid af dekorationslisten fortil, samt forgylde nogle kanter på en liste på en fastmonteret matchende ramme bagved møblet, for at det kan rykkes ind på plads i rummet.

 

Jeg er afhængig af hjælp til at slæbe og håndtere de tunge møbeldele, så arbejdet med det fortsætter udendøre på den private parkeringsplads udenfor Kulturhulen i næste weekend, d. 6/8-7/8, hvis vejret holder tørt og der er plads til det....- og du skal muligvis stå tidligt op for at følge med, for sidste weekend startede jeg mit stille hyggelige dekoreringsarbejde kl 5.30 begge dage og sluttede kl ca 20.

 

I arbejdspauserne , skraber jeg skidtet af, tager en pæn kjole og sko på og holder foredrag i Kulturhulen / Galleri Octopus Art. Det handler om at gøre det umulige, og dét "man" ikke gør .... - igen og igen.

 

Kultunaut skriver følgende om det efter forrige weekends foredrag:  

http://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-nynaut?ArrNr=10551745

 

Foredraget koster 50 kr pr. person, som betales ved indgangen på Kulturhulens terrasse, som åbnes kl 15.45, og DU er inviteret.

 

Lisbet Lærke.