Så er vi i gang med at bygge en lille købmandsdisk ud af de skuffedarier, Kulturhulens kunstnergruppe finansierede lige inden sæsonlukningen af museet sidste år. En sæsonlukning, der nok kommer til at trække lidt
længere ud end ønskeligt, eftersom vi fortsat ikke har et permanet sted til museet efter salget af dén lejlighed, hvor vores lille populære museum boede til låns i de 3 første år.
Men
vi giver ikke sådan op. I de sidste måneder har jeg arbejdet målrettet med at få hele mit miniatureunivers og mit miniatureværksted ind i 3 uger til efteråret et bestemt sted i København, som jeg holder uendeligt
meget af.
Jeg har skaffet næsten alle de godkendelser, attester og tilladelser, der skal til. Jeg og mit univers passer også fint ind, men det er ikke nok, der skal også være plads til mig, så det håber
vi, der bliver. Men tiden går, og mine manuelt fremstillede produkter fremstiller sig jo ikke automatisk af sig selv. Det er helt ufatteligt, så mange nye designs, man kan nå at lave og producere, mens man venter på en levering af minifuglenæb,
som vi har ventet på i 4 måneder nu. Det er også første gang, at et design fra min hånd ikke er blevet produceret rettigdigt færdigt, så hvem ved, måske bliver næbbene slet ikke leveret i år?
Men tilbage til det spændende projekt, som jeg arbejder meget seriøst på. Mine miniature designs af julepynt til meget små træer kommer også med omend i en temmeligt kamoufleret udgave, idet man ikke kommer
til at kunne se det hængt op. Det hører ligesom med eftersom det er mig, der har designet og håndproducerer verdens mindste flagguirlande i scala 1: 12. Men om efteråret er det altfor stidligt med julepynt, så det bliver gemt
i skuffedariet i på bagsiden af disken. I et miniatureværksted og miniaturebutik er der frygteligt mange dimser at holde styr på, så vi er glade for det praktiske lille møbel.
Jeg har fundet på et navn
til min lille drømmebiks, oprettet en indtil videre hemmelig hjemmeside til projektet, og jeg er også i fuld gang med at tegne og fremstille dé produkter butikken officielt kommer til at handle med, nemlig historier og fortællinger
omsat i miniaturebrugskunst, miniature design og ikke mindst min miniature kunst.
Så må vi bare håbe, alting flasker sig. Hvis det gør, er det en gammel drøm, der går i opfyldelse, at komme til at
arbejde dér. Hvis det ikke gør, må jeg bare vente til der bliver plads til mig. Den nye hjemmeside med mine miniaturer vil jeg først linke over til her fra bloggen, når jeg har vished for, om vi får lov at lave det lille
miniatureværksted eller ej.
Til sidst vil jeg benytte denne blog til at takke alle jer læsere for at følge med i et julemuseums skærmydsler midt i sommerheden dagen efter en Store Bededag. Sidder I ude på
terrassen med shorts og solbriller på og tænker:
" Jeg tror sørmer lige, jeg går på nettet og tjekker. hvordan det går med kunstmuseet Julehjertemuseet? Eller hvad mon der er sket af nye ting? Hvad har hun mon nu
fundet på?"
Over 4000 besøgende i maj måned alene på denne blog på de 3 uger, der er gået, siden jeg skrev min sidste blog er da HELT vildt!
Lisbet Lærke.