For tiden flytter jeg fra min mangeårige lille kunstnerhybel i København for at komme væk fra det sted, hvor den ulykke skete, der for 27 måneder ødelagde ikke bare mit spiserør, men også mit kunstneriske
liv som international billedkunstner. Den er, som et led i at jeg kan komme videre med mit liv, blevet sat til salg gennem en lille lokal mægler:
Uanset, hvor lille og undselig den ser ud, så
kan vi ikke komme udenom at den har været en redning for dette her projekt, idet det er her alle museets møbler og dekorationsgenstande har været opbevaret gratis de seneste 1 1/2 år. På et af fotoene på linket man
da også skimte min private skrive-, tegne,- og klippepult, der går igen på fotos i flere artikler i ugeblade om museet fra dengang, det lå i Tisvildeleje.
Men nu er jeg så godt igang med at flytte ud
af den. En række af mine håndlavede dekorationsgenstande til museet er ude at "arbejde" på årets juleudstillinger i Københavnsområdet i boligsalgsperioden og resten bliver opmagasineret i depotrum andre steder (foto).
Museets møbler kommer i et depotrum for sig, indtil vi har fundet et nyt sted til Julehjertemuseet, The Woven Heart Art Museum.
Jeg skal som følge af ulykken lære at leve med ikke bare 2 kroniske sjældne smertefulde
sygdomme i mit spiserør, der gør, at jeg ikke kan synke normal mad og som ikke kan kureres, men også med det faktum at min stemme er blevet svagere og jævnligt forsvinder. Der er ingen støtteforeninger at hente råd
og vejledning hos, så jeg er også her overladt til mit eget initiativ.
Man vælger selv sin tilgang til livet.
Så jeg har valgt at sige ja til at være forsknings- og forsøgspatient
indenfor spiserørsområdet. En ubehagelig, smertefuld og utaknemmelig opgave, hvor man hjælper en masse andre syge mennesker men ikke selv får hjælp til de gener, der følger med opgaven som forsøgspatient. For eksempel
hjælp til at træne ens svage stemme op, når klumpen i halsen hober sig op og stemmen knækker, hvergang der har været et scop ned igennem svælget eller hvergang man er blevet opereret i halsen. Jeg savner meget at kune
tale med og synge med andre mennesker, mærke fællesskabet og livsglæden ved det og meget bedre bliver det jo ikke af, at jeg får at vide, at jeg skal lade være, når jeg ikke kan.
Når man ikke kan
få stemmetræning som hjælpemiddel, må man tage alternative metoder i brug for at få den hjælp man har brug for, så jeg har været på et heldagsstemmetræningshold hos DR med en stemmecoacher og nogle
andre, der heller ikke kan synge, - også med rullende kameraer dagen igennem.
Jeg vil ikke afsløre, hvordan det gik, blot fortælle, at den samlede nation kan følge med i mine og de andre brummeres anstrengelser
i liveshowet " Danmark synger Julen ind, " søndag d 2. Dec 2018 kl 20, hvor vi, såvidt jeg kan forstå bliver vist som " pauseunderholdning, " når de store dygtige og velsyngende kor og orkestre skal ind og ud
af DR- husets scene. Det var en dejlig optagedag, 1000 tak til DR for 14 timers stemmcoaching!
Glædemig Jul!
Lisbet Lærke