2018 blev året for mig, hvor kunsten fik lov at vige pladsen for andre aktiviteter og passioner og hvor jeg gik i gang med at skabe mig et nyt liv på nye og knapt så frie vilkår, som jeg havde før ulykken i 2016. Jeg nåede
godt nok i starten af året at få 2 kunstværker med på en censureret udstilling i New York og 1 miniaturekunstværk med på en censureret temaudstilling i Minneapolis, USA. Men det er ikke spor sjovt at deltage med kunst på
en udstilling, hverken i ind- eller udland, som man som spiserørspatient ikke selv kan rejse ud at deltage i, og networkingen i forbindelse med udstillingerne, der kan give een jobs og kunstbestillinger, får man SLET ikke del i, ligesom man heller
ikke selv kan være på stedet og være med til at sælge sit værk, stille sig op og smile til en fotograf, hvis al ens energi hele dagen går med at kæmpe med at synke fastklemt mad med et delvist lammet spiserør
og en ditto mavemund. Det er ENERGIDRÆNENDE og stressende at leve på denne måde! Mit spiserør kan ikke tåle stress. Jeg har derfor ikke sendt værker ud til censurering siden januar i år. Jeg nåede dog at lave
en enkelt illustration til et foredrag i Gentofte i februar, inden jeg besluttede mig for et "artbreak", en kunstpause på ubestemt tid, hvor jeg i stedet koncentrerer mig om at fokusere på noget langt vigtigere: nemlig at blive ordentligt udredt,
få sat diagnose på med henblik på en evt behandling, så jeg kan komme videre med mit liv. De 2 diagnoser i hhv spiserør og mavemund, som kom i aug-sept er IKKE kræft, men der er ingen behandling til dem og de er nedprioriterede
overalt i dwt danske sundhedssystem, fordi jeg ikke har cancer. De er uhelbredelige. En del af mit nye fremtidige liv kommer jeg derfor til at bruge på at være forsøgspatient, så der kan opfindes nogle behandlinger. Jeg har allerede
gennemgået 2 forsøgsoperationer, 1 i sept og 1 i dagene lige op til jul, i en begyndende operationscyklus, jeg, som det ser ud lige nu, skal lære at leve med resten af mit liv. Jeg skal opereres hver 3. Måned med en midlertidig
effekt for at kunne synke min mad i 6 uger, derpå 6 uger med tiltagende problemer, (aftagende effekt) der så ender med, at jeg kun kan synke vand, indtil jeg igen bliver opereret, og så forfra! Det er svært at indstille sig på,
svært at få privatlivet til at fungere, svært at have et socialt liv og svært for ikke at sige helt umuligt at indrette et kunstnerisk arbejdsliv, der passer til sådan en fysisk hård operationscyklus med skiftende energiniveauer
og 17kgs vægtsvingninger. - også er det dybt uinspirerende for mig rent kunstnerisk. Når jeg mangler inspiration plejer det at hjælpe at lægge kunsten helt fra mig og beskæftige mig med noget helt andet i en periode eller
bare slappe helt af. For alt, hvad jeg kan, er vokset ud af livskriser. - og lige nu symboliserer kunsten for mig, det liv og den frihed, jeg har mistet. Jeg har i 2018 holdt mig oppe rent psykisk ved at sætte en ny bolig istand, skabe noget smukt at
kigge på i den, blandt andet vinduet på fotoet, og flytte væk fra ulykkesstedet, min gamle bolig, også ellers kaste mig over en livslang passion: Eksotiske planter, som jeg så kan ligge og nyde i de perioder, hvor jeg ikke har
energi til andet, eksempelvis i de sidste 2 -3 uger i operationscyklussen lige op til den næste spiserørssoperation. Jeg eksperimenterer også med mine planter. Pt er der rigtigt gang i min lille orkidesamling. Om et par dage springer endnu
2 store orkideer ud i et sandt nytårsfyrværkeri, der i den grad minder mig om den lange, pragtfulde og livgivende hedebølge-sommer, vi havde i 2018, fra april til september, og hvor jeg havde gang i plantepassionen både ude og inde.
Jeg glæder mig allerede til foråret 2019 og jeg har bestemt ikke mistet mine drømme. Der er stadig meget, jeg gerne vil nå at prøve i dette her liv! Blandt andet genåbne og drive Julehjertemuseet, The Wivem Heart Art Museum
Godt nytår!
Lisbet Lærke