Jeg fik ikke lige den start på 2019, som jeg ønskede. Jeg havde håbet på en masse inspiration og tid i denne vinter til at skabe kunstværker til forårscensureringerne.... Et af mine
nytårsforsætter,...- at jeg skulle begynde at skabe kunst igen.....
Men d 5.januar 2019 satte et uventet møde med en stor jernbjælke i
en mørk kælder mig ud af spillet med hensyn til at skabe kunst til de censurerede forårsudstillinger. Jeg fik en alvorlig blodig hjernerystelse, blev observeret for hjerneblødning og blev lukket inde i en seng i et mørkelagt
rum i ca 6 uger, hvor jeg ikke måtte se på en skærm eller foretage mig noget som helst fysisk eller psykisk.
Hovepinerne kommer og går
stadig, men de fleste af symptomerne er forsvundet. Nu ved jeg igen, hvem jeg er, kan genkende mg selv, jeg kan udtrykke mig igen skriftligt og mundtligt. Det er lidt op og ned med min koncentrationsevne. Nogle dage er gode. Andre er ikke. Jeg kan stadig ikke
skrive eller tale med andre mennesker i mere end 5 minutter, uden at få hovedpine. Min hjerne er stadig meget følsom for støj, og mine øjne er stadig meget følsomme overfor sollys. Jeg har problemer med at koncentrere mig
om at tegne og male. Men det er lykkes mig at færdiggøre et nyt woven heart art til julehjertemuseet, eet af de helt svære, "Hyrdinden og Skorstensfejeren, " som jeg har skabt i 9 stykker foldet og flettet papir. Jeg har ikke noget enkelt
foto af det, for det kræver et spejl, da det har forskellig forside og bagside motiv, og det allerede er blevet bragt i depotrummet, inden jeg blev helt frisk til at fotografere det. Det har taget 4 år at få det til at lykkes, og det lykkedes
i 39. og ultra langsommelige koncentrerede forsøg. Men det lykkedes! Mit andet 9-stykkers Woven Heart Art!
Efter 6-8 uger i mørket har jeg brug for
en masse frisk luft og lys, så jeg forsøger på at komme så meget udendørs, som muligt. Jeg forsøger også på at skabe kunst, jeg har bare ikke så mange kræfter til det, når jeg lige har haft
en hjernerystelse og samtidigt er på et tidspunkt i min operationscyklus, hvor jeg sulter ufrivilligt, kun spiser flydende kost og igen-igen venter på min næste spiserørsoperation. Til nye bloglæsere kan jeg meddele, at det IKKE
er noget ondartet, jeg fejler. Til gengæld kommer jeg til at slås med det resten af livet, de næste 40-50 år. Så jeg tager dagene step for step een ad gangen og passer godt på mig selv. Nye kunstværker må bare
komme ud af hænderne på mig i det omfang og tempo, jeg får inspiration og koncentrationen tilbage og energien til det.
For at være
helt ærlig, så NYDER jeg den februariske ro. Denne ro, som er i mit liv lige nu, så meget, at jeg har svært ved at slippe den igen og gå ud i offentligheden med mine ting. Ikke at være "på" hele tiden. Jeg nyder det.
At være væk fra alt glitterstadset.
"Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere."
Jeg har lyttet til disse usande ord igen og igen i mit liv. De kommer fra folk, der ikke ved, hvad de taler om. For hver gang skæbnen rammer een, ser folk mig komme tilbage, men de ser ikke, at jeg er en lille smule
svagere, end jeg var før.
Det leder mig til at minde om, at huske at værdsætte mig, mens jeg er her, herunder
yde mig retfærdighed og få mig krediteret offentligt i diverse medier og internet opslagsværker for denne her opfindelse og fornyelse af det flettede hjerte, som jeg har fået anerkendt som en selvstændig international kunstart
i min helt egen avancerede version. Det er muligvis H. C. Andersen, som fandt på det flettede hjerte gjorde det til en elsket juletradition og hobby (eller også tog han flettehjerte- ideen med sig hjem fra een af hans rejser i udlandet, da juletræet
kom til Danmark i 1800-tallet). Men jeg har rent faktisk dokumentation på, at det ER mig, der har videreudviklet det flettede papirhjerte i de helt svære versioner og gjort det til en anerkendt kunstart.
Der er specielt eet meget synligt sted i universet, hvor een af mine barndomsmobbere, der her kalder sig for "Svipseper" har fået lidt for meget og urimeligt stor magt over mit øvrige kunstneriske
liv i Danmark, og hvad der skal stå i mit eftermæle, når jeg engang er væk.
Dybt urimeligt, at man ikke kan gøre krav på at få disse latterliggørende
og helt forkerte oplysninger om een fjernet eller i det mindste opdateret, så det der står om een, og som alle i hele verden kan læse og betragter som fakta, bliver korrekt og i overensstemmelse med virkeligheden. Men det har man altså
ikke.
Det er verdens største og mest utroværdige mobbemedie, hvor andre mennesker kan gå ind og ødelægge eens liv fuldstændigt, og de gør
det. Det er en væsenlig årsag til, at jeg ikke kan få nogen udstillinger i Danmark som billedkunstner. Jeg opdagede det først lang tid efter, "Svipseper," satte mig i dette worldwide opslagsværk, omtrent samtidigt med, at den
norske massemorder Brejvik kom med i opslagsværket som en anden idealistisk helt, få timer efter han begik sin udåd, kan jeg huske.
Når jeg skriver dette her, er det, fordi jeg er ved at blive en ældre dame, jeg holder jo heller ikke evigt, denne hjernerystelse har lært mig, at jeg ikke er så stærk, som andre går og regner
mig for at være. Så hvis man vil have glæde af mig nogensomhelst andre steder, og forventer, at jeg skal kunne drive og skabe nogle spændende oplevelser her i Danmark, så er der lige en opdatering af en artikel i det der opslagsværk,
der skal rettes af andre først, før det kan lade sig gøre. Alternativt skal jeg og diskussionen om mig fjernes helt fra det, hvilket jeg naturligvis HAR krævet, men min henvendelse er bare blevet ignoreret af redaktørerne.
Men inden jeg skal herfra engang, skal jeg lige at leve livet, eller rettere have mit liv tilbage.
Søde mennesker har hjulpet mig med at få mine ting ud på Københavnske markeder, så der er holdt gang i dette her projekt, mens jeg har været
sygemeldt. På forsiden af denne her hjemmeside, offentliggør vi hver måned, hvornår vi næste gang har håndlavede ting med fra "Design By Lisbet Lark," der finansierer genopbygningen af The Woven Heart Art Museum, Julehjertemuseet,
et nyt sted.
Der er nogen i min lille "fanklub" ude på DTU, der har beskæftiget sig med min IQ og om jeg er blevet testet? og om jeg er medlem af MENSA?
Den skal I ikke være så bekymrede for.
Jeg ER blevet testet. Den fejler bestemt ikke noget. Men jeg kan ikke se nogen grund til at offentliggøre
det eksakte tal, for jeg mener, det bare er et tal, folk sidder bag en skærm og bruger elitært til at slå hinanden oveni hovedet med, i stedet for at gå ud i verden og bruge den til noget konstruktivt, sjovt, samfundsrelevant,
almennyttigt, unikt eller fornuftigt. Derfor kan jeg ikke rigtigt se mig selv som medlem i denne ellers udmærkede forening med mange søde og spændende mennesker. Men jeg kan da godt komme og holde foredrag for jer, hvis det skal være...
- også for de af jer, der i årevis har siddet med det ene store regneark efter det andet, maskinfremstillede stencils og designskabeloner, mv. og forsøger på at finde ud af, hvordan jeg laver disse her ultra avancerde asymetriske flettede
hjerter...
Men guys:
Det
er jo ikke raketvidenskab, dette her!
Et enkelt godt tip:
Drop alt det regneri, drop computerne og alle formlerne og øv
jer i at frihåndstegne, klippe, flette , udtrykke jer kunstnerisk og prøve jer frem i stedet for. Slå al form for rationel, traditionel julehjerte- tankegang fra, og bevæg jer ud af boksen.
Brug hænderne, for pokker!
Woven Heart Art er kunsthåndværk, og enten så er man født med evnerne til at lave det, de nødvendige medfødte
tegnestreger og klippestreger, eller også er man ikke. Akkurat, som folk enten er født med evnen til at kunne synge eller slet ikke har den med sig fra fødslen. Man kan ikke regne sig frem til woven heart art eller lave skabeloner til det,
for det er kunst og ikke design.
Selv har jeg udviklet 11 forskellige illustrationsstreger ud fra mine skitser til mine woven heart arts. Så det næste woven heart art bliver altid lidt
mere avanceret end det forrige. Man må jo give sig selv nogle nye udfordringer hele tiden.
Jeg har sat mig nogle mål med alle mine ufærdige mislykkede påbegyndte woven heart
arts, jeg har liggende krøllet sammen henne i hjørnet her i 2019. Om jeg når at få dem færdig inden nytår, må tiden vise. Det er i hvert fald nu, jeg har roen til at lave dem.
Venlig hilsen
Lisbet Lærke.