Nyhedsblog d. 4/12 2022 ...

Denne her blog sidder der nok nogle stykker og venter på… Sådan ca. 11.000 nye læsere siden mit sidste blogindlæg i august.  Hvor er det bare fantastisk, at alle I har andre har støttet mig hele vejen. I har trofast læst med både sommer og vinter, selvom det på et tidspunkt på grund af mit helbred så noget sort ud med hensyn til at få genopbygget dette museum. Vi lukkede det midlertidigt ned i 2017, primært på grund af pladsmangel i den lille feriebolig, vi havde i Tisvildeleje. 

 

 

I mit liv er der også andre mennesker at tage hensyn til end lige mig og mine behov. Mine 3 voksne børn havde brug for mig og min støtte i København, af hver deres personlige årsager. Mine forældre bor der og min mands arbejde var i København. Derfor købte vi i 2014 først en lille 2værelses ramponeret ejerlejlighed på 44 m2 i Søborg, efter at have haft oversvømmelser i vores tidligere lejebolig i Herlev, hvor vi mistede ALT.  Mere kunne det ikke lige blive til på det tidspunkt, men vi fik så tag over hovedet. I vores 1. søborgbolig havde  jeg  nogle traumatiske oplevelser af forskellig privat art og en permanent mangel på plads. Men det var også en dejlig lille anonym bolig på et tidspunkt, hvor jeg var så syg og afkræftet af min uopdagede hormonsygdom, at jeg havde brug for at være i fred. Vi havde brug for mere plads. Det købte vi så til. Endnu en ramponeret 2 værelses ejerlejlighed i samme opgang i 2017, så jeg kunne komme lidt væk, få mere plads til mine værksteder, selvom jeg faktisk overhovedet ikke måtte have dem der.

 

 

Jeg måtte i det hele taget slet ikke være mig der, når det kom til stykket.

Der var ikke plads til mig som person, følte jeg, og da slet ikke til alle mine kunstarter og værksteder, uanset hvor meget jeg lavede miniaturekunst og miniature design.

 

 

Ejerlejlighedernes stuer på hver 12m2 , var stadig for små  til, at vi kunne have min meget store familie på besøg, når vi ikke måtte bygge dem sammen. Vi havde ikke råd til at købe et hus i Københavnsområdet, for vi har på lang sigt ikke råd til at sidde med de dyre ejendomsskatter i Hovedstadsområdet, når vi går på folkepension.  Vi er jo ikke helt unge længere, så det er vi nødt til at tage med ind i boligovervejelserne.

 

Jeg måtte ikke have mine kunstkunder til at komme og gå i de ejerlejligheder, vi ejede  og boede i. Jeg måtte ikke lave udstillinger der.  Fikikke lov til at udstille i København overhovedet. Min kunstneriske virksomhed måtte ikke bo der. Vores omfattende indsamling og indkøb af genstande til museet og galleriet og  ”livet bagefter” tog fart under mit sygeforløb. De var mit vikarierende håb om et bedre liv, der nok redede mig psykisk igennem. De var efterhånden begyndt at fylde et par store depotrum hos det lokale Pelican Storage. Der er bopælspligt i København, så vi var også tvunget til at have adresse i hver sin ejerlejlighed. Det var vi dødtrætte af som ægtefolk, samtidigt med, at vi også havde brug for mere plads hver for sig.

 

 

Vi gik og passede ejerforeningens dejlige store have, anlagde en forhave, netværkede med naboerne, og lavede også en hel del vedligeholdelsesarbejde på den store bygning. Indtil det en dag sidste år blev FOR meget for os, da vi stort set var de eneste ejere, der lavede noget der og eksempelvis rydede op efter de andre. Alle andre lavede ingenting og fik beviseligt hver måned glæde af de penge ejerforeningen sparede på vores frivillige arbejde i form af markante nedsættelser af fællesudgifterne, fordi  de blandt andet sparede viceværtfunktionen væk.

 

 

For hvis man skal gå og vedligeholde et hus 1600m2 og 5000-6000m2 have uden anden løn end utaknemmelighed, og samtidigt er ved at gå til i stress i dagligdagen, aldrig har fri, så kan man jo ligeså godt realisere alt, købe sit eget slot, man selv bestemmer over. Derpå forfølge en 10 år gammel drøm om begge 2 at kunne bo og arbejde det samme sted i samme by, og ikke 150-200km væk fra bopælen.

 

En drøm, der har været kuldsejlet adskillige gange de sidste 10 år. I Tisvildeleje viste det sig, at jeg ikke havde energi til at pendle den lange tur frem og tilbage hver dag til og fra bopælen i København, hele året rundt, bare for som person at stå til rådighed, være vildt fremmede menneskers tidsfordriv, underholdning og gratis ferieoplevelse. Min 60-årige mand ville gerne drosle lidt ned i arbejdstid efter et langt arbejdsliv, der har stået på, siden han var 10 år gammel.

 

 

Denne gordiske knude syntes uløselig, indtil en af min mands kollegaer en dag spurgte, om vi kendte nogen, der havde en lille delevenlig 2vær ejerlejlighed til salg. Han havde en studerende datter, der gerne ville købe en ejerlejlighed i det dejlige digterkvarter i Søborg. Så røg det ud af mig, at ”Jo , det har vi skam, hun kan købe den underste, vi har.” Man skal smede, mens jernet er varmt, ikk? Den blev sat til salg. En mægler satte en efter min mening altfor høj pris på den, men OK, man respekterer jo fagmandens viden om markedet, så lad gå da. Boligen havde stadig mit gamle værkstedsminikøkken i. Skæbnen ville noget andet: Den veninde, køberen skulle bo i den sammen med, havde pludselig af familiære årsager ikke tid til/ mulighed for at flytte.

 

 

Men så hang vi jo på mæglerkontrakten. En laaaang sidste  vinter sled vi så med at renovere den og ryddede den, mens den var til salg. Vi fik ordnet gulvene, væggene og lofterne i den. Da kontrakten med mægleren udløb, var vi ligesom ude af den og 100% afklaret med at skulle flytte. Min mand brugte så hele sin sommerferie i maj i år på at sætte et helt nyt køkken i den, som jeg havde tegnet, mens jeg selv arbejdede på at færdigrenovere den øverste ejerlejlighed.

 

 

Det er ufatteligt hårdt, når man er svækket, aldrig kommer på ferie p.gr a helbredet, at man så også skal bruge al sin fritid på at renovere bolig. Alle fridage , weekender osv, så det måtte vi se at blive færdige med. Vi har ikke været på ferie i 5 år.

 

 

Derfor stod vi i eftersommeren pludselig efter flere års ekstremt hårdt arbejde under min lange sygeperiode med nogle  eftertragtede indflytningsklare 2 værelses delevenlige ejerlejligheder i Søborg. Når man har boet i et byggekrater med murbrokker, støv og skidt i årevis, er det med blødende hjerte, man sætter den 1. ejerlejlighed til salg med et helt nyt køkken, og nu hvor den endelig er blevet lækker at bo i.

 

Men:

Hvis man ikke ofrer noget for det liv, man ønsker sig, er det det liv, man ønsker sig, der bliver ofret.

 

 

1. Ejerlejlighed blev solgt på 5 dage. Sådan.

 

Lige 1 uge til at færdiggøre / style den anden lillebitte ejerlejlighed på 1.sal i den samme opgang til fotografering. Herefter blev den også vippet afsted til EDC og udbudt til den yderst rimelige pris, jeg selv satte. 

 

 

For vores realisering af otiumplanen og dermed dette museum krævede, at vi fik ejerlejlighederne solgt lige efter hinanden. Denne type boliger er altså en sæsonvare i København, kunne vi konstatere… Også den 2.ejerlejlighed havde vi købt i en miserabel, forfærdelig, beskidt og ildelugtende stand, hvor ingen andre ville have den.

 

 

Jeg tror ikke, der er ret mange andre, der ville kunne leve med en sådan levestandard i årevis, og det skortede da heller ikke på folk, der så ned på mig / os, mens vi gjorde det.

 

 

Nu ville alle have vores  2. delevenlige ejerlejlighed, den billigste og lækreste og mest indflytningsklare 2-vær bolig på boligmarkedet i København lige før studiestart i september 2019. Tju- bang: Solgt på 8 dage!

 

 

Så vi solgte det hele i august, og stod så pludselig selv uden tag over hovedet fra november. Vi kunne starte helt forfra et nyt sted som frie mennesker.

 

 

Det er det bedste, vi nogensinde har gjort for os selv!

 

 

Vi glæder os over, at vore boligkøbere er glade for boligerne. Vi glæder os over at have gjort noget aktivt for at være med til at højne boligstandarden for singler og studerende i Hovedstadsområdet, ... - også selvom vi i mange år selv har måttet lade os nøje og bo i disse boliger,  som andre mennesker ved vores overtagelse har kaldt for ”direkte usle og ulækre,” da vi overtog dem.

 

 

Det har været et drøjt efterår. Men det hårde arbejde gør, at jeg nu kan sidde her og skrive denne blog i Guldborghus, en bevaringsværdig bygning fra 1916, som min mand og jeg har købt, og overtaget i november 2019, og hvor vi regner med at kunne realisere og åbne dette museum.

 

www.guldborghus.dk

 

Vi har endnu ikke en  åbningsdato. For som det fremgår af tekst og billeder på hjemmesiden, er vi også her startet HELT forfra. Vi har haft visse store, dyre og uforudsete og uønskede overraskelser med bygningen. Der kan stadig nå at dukke flere uforudsete ting op, før vi er færdige. Så vi åbner, når VI er klar til det.

 

Det er en pragtfuld, autentisk ,stemningsfuld, gammel villa med masser af charme, hygge og sjæl og fred og ro. Det bliver mig, der som æstetisk arkitekt og bygherre kommer til at stå for den nænsomme renovering af bygningen både indenfor og udenfor, mens vi begge 2 er håndværkere på den. Som det ses i linket, har vores indflytning alene allerede skabt job til lokale VVS´ere.

 

 

Min mand var glad for at være chauffør i Søborg. Åbenbart også en dygtig én af slagsen og en afholdt kollega, for  til vores store overraskelse og glæde tilbød hans arbejdsgiver i stedet for han stoppede helt, at han kunne blive overflyttet. Så han flyttede i en alder af 60 år fra et fast fuldtidsjob og til i denne købsstad at  få et job som løst ansat timechauffør på tilkald. En stor opbakning, for normalt er det jo ikke nogen selvfølge, at man kan få job i udkanten af Danmark, når man er tilflytter.

Til alle I chefer i ARRIVA, der har fået overflytningen til at falde på plads meget hurtigt:

 

1000 tak for hjælpen!

 

I ved selv, hvem I er.

 

Tak for at hjælpe os til et liv, hvor vi allerede nu er mere lykkelige sammen, end vi var før. Vi har mere tid til hinanden og til det, vi synes er vigtigt og sjovt at beskæftige os med.

 

Jeg kommer nok aldrig helt af med mine 2 spiserørslidelser og handicaps. Jeg døjer stadig dagligt med nedsat energi, træthed og andre konsekvenser efter fjernelsen af min hormonproducerende svulst i en biskjoldbruskkirtel i oktober 2016. Så meget desto vigtigere er det for os at få mere tid sammen nu til at kunne realisere det, vi gerne vil bruge vores tid på som ældre, inden een af os bliver for syg til, at det kan lade sig gøre.

 

 Glædelig Jul!

 Lisbet Lærke

 

NB: 19.december 2019:

Mange tak til tidligere DR-journalist, Britt Berglund for at ringe mig op søn d 15/12 2019 "live" i programmet "Du er ikke alene" med undertitlen: "Julen er Hjerternes fest," i den 2. time af programmet på Radio4, (FM),  der handlede om alle mulig typer af hjerter og hjerteproblemer.

Her fortalte jeg om mine egne oplevelser med mit eget fysiske hjerte og blev derpå interviewet om mine komplicerede flettede hjerter og hvordan jeg fandt på at lave og udvikle dem, og hvordan jeg laver dem, alene!. Sad såmænd i Guldborghus´ældgamle køkken under interviewet, da det var her akustikken var hyggeligst og bedst og jeg lige skulle holde øje med klejner og karamellerne imens.

Jeg har ikke selv en radio, ser sjældent på og lytter næsten aldrig til det, jeg selv medvirker i, men jeg har fået et link, hvor du kan lytte til interviewet på Radio4´s podcast, hvis du vil høre radiointerviewet med mig:

 

https://www.radio4.dk/program/du-er-ikke-alene/?id=julen-er-hjerternes-fest-time-2_ep_15_12_19

 

 Jeg er ikke nogen ørn til det tekniske her på siden, så hvis linket ikke virker, kan du tage en blokkpi af det og lægge i søgebjælken.

 

Mange tak for interessen.

Lisbet Lærke.