D 9/7 2020 satte vi vores nye hoveddør i fronten af huset.
Det sker ikke så tit her i byen, at et hus får en ny hoveddør, i hvert fald ikke en, der er SÅ forskellig fra den, der sad i før,
i dette tilfælde en hvid 1970'er dør under nedbrydning og med røggule lodrette ruder , der var meget utætte.
Det tager kegler , når jeg står her og pudser kanterne og afslutningerne
op i døråbningen iført min
" Jeg-er-i-risikogruppe,- hold- venligst-afstand-.. Tak... " T-shirt,
og folk i nærområdet så kommer forbi og får at vide, at vi selv har fremstillet døren
under vores pandemi isolation i den lille sal ud mod gaden, fordi vi ville glæde vore omgivelser og skabe noget smukt til tiden , der kommer bagefter pandemien. Jeg bliver næsten skamrost for facaderenoveringen indtil videre, og ikke
mindst den nye hoveddør, der har taget næsten 3 mdr for os at fremstille, lige siden, vi fik tilladelsen til facaderenoverigen.
Folk er gennemgående supersøde. Det flyver rundt med komplimenter som:
"Hold da kæft hvor er det flot, det, du laver ",
" Jeg bliver så glad af at se på den dør der" og
"Vanvittigt smukt håndværk!"
"Er det sådan nogen som dig, vi har passet på? Så
er det fandme i orden med hele denne nedlukning af landet, for sådan nogle som dig, er sgu sjældne. Der er jo ingen andre, der kan det der."
Jeg bander aldrig selv, men jeg forstår godt ordene.
De betyder,
at det ikke er så ringe endda, det, jeg laver.
Det er således mig som møbelkunsthåndværker og bygningsrenoverer, byen har stiftet bekendtskab med først.
Det er nok også meget
godt, for som person og billedkunstner er jeg jo SÅ meget mere end disse her unikke flettede hjerter. Jeg har for eksempel også merit fra Det Anglo -italienske Kunstakademi på grund af blandt andet mit møbelkunsthåndværk.
Så kan man godt tillade sig at sætte en hoveddør op i en ordentlig håndværksmæssig kvalitet.
Jeg har ikke været så meddelsom i omgivelserne om, hvem jeg er og hvad jeg ellers laver, for
dels plejer jeg ikke at gøre det store væsen ud af mig selv privat, og dels så er jeg med min pandemi-maskinklip og mit beskidte arbejdstøj ikke lige klar til dobbeltselfies og offentliggørelse, og det er huset heller
ikke.... Endnu...
Vi herhjemme bestiller stadig vore madråvareindkøb og alle andre indkøb på internettet til levering hjemme, fordi vi ønsker at fylde vores liv og sommer med nogle mere positive oplevelser
end stigmatisering, og de dersens modbydelige kommentarer fra andre mennesker, som vi hører, at folk i risikogrupperne ellers bliver mødt med, når de er ude at handle i supermarkederne, ...- og fordi vores personlige sikkerhed ikke
skal afhænge af tilfældige meneskers evne og vilje til at overholde sikkerhedsafstande, håndafspritning osv .
Efter flere måneder i ufrivillig indespærring i eget hjem uden at have gjort noget kriminelt, føler
vi ikke, det er vores opgave at stå model til den opførsel, de frie mennesker lægger for dagen. Det har sin pris rent privat på alle fronter, for der er så heller ingen, der får adgang til vores hjem.
Bortset fra diverse håndværkere.
Siden sidst har vi måttet fyre det lokale tømrerfirma, der skulle udskifte vinduerne i en bevaringsværdig karnap mod gaden. Grunden er, at vedkommende foretog
vinduesbestillingerne efter sine egne tegninger og bestilte en moderne løsning uden bærende stolper i hjørnerne, som ikke senere ville kunne godkendes af myndighederne.
Det er mine tegninger, der er godkendt, så
det er dem, vi arbejder efter. Det betyder så desværre, at jeg selv kommer til personligt at stå med renoveringen af hele karnappen i fronten som en ekstraopgave. Den arbejder jeg på hele sommeren fra nu af, og til landet måske
bliver lukket ned igen, eller til det bliver for koldt at arbejde udenfor.
Det er nok mindst 10 år siden, vi har været afsted på en rigtig ferie, ikke en rekreation efter en lang sygeperiode ,
heller ikke en midlertidig indkvartering i forbindelse med en flytning , heller ikke udstillingsrejse i udlandet, som kræver 16 timer lange arbejdsdage af mig,..... - men en rigtig ferie.
Det er det, vi trænger
aller mest til lige nu. Vi er dødtrætte. Udkørte. Men vi kan desværre ikke tillade os at lade renoveringsarbejdet ligge stille her, for så bliver vi aldrig færdige.
Som man kan læse
på www.guldborghus.dk, har vi heller ikke i dette forår opnået fondsmidler. Afslag over hele linjen. Nedslående, men på den anden side, så er det jo faktisk de samme og de samme kunstnere, andre fonde og museer, der får
fondsmidlerne hver gang, så vi er såmænd så vant til overhovedet ikke at blive påskønnet for vores hårde arbejde, bakket op eller støttet med noget som helst rent økonomisk, at vi hver gang tager
fondsafslagene med et skuldertræk.
Man gør sig selv en stor tjeneste ved at kunne bruge og efterleve det lille ord:
"Pyt!"
Verden ville være et langt bedre
sted at leve i, hvis alle kunne det.
Det er spild af tid og god energi at søge fondsmidler, når man gang på gang bare ender som fyld i bunken af egnede projekter, der bestemt opfylder kravene, og når
man gang på gang oplever, ikke engang at få et svar på ansøgningen, hvilket er helt normal procedure, når det er et afslag.
Så for min skyld kunne vi ligeså godt nedlægge alle fondene
og den livsvarige kunstydelse, som nogle kunstnere får, men ikke skal yde noget for. Statens Kunstfond og alle andre offentligt skatteyderfinansierede kunstfonde kan også nedlægges, for der er ingen rimelighed i , at sådan een
som jeg skal knokle mig ihjel, fordi jeg tvinges til at forsørge alle de fondsstøttede kunstnere over skatten , som i forvejen sagtens kan leve af deres kunst.
Har man en fond, hvor ens egne gaver går ind ,
burde man i stedet kunne beholde dem selv med god samvittighed . For så har man stensikkert også de store personlige omkostninger , der hører til at være en offentlig person, der forventes at donere egne private bryllups-,
fødselsdags- og julegaver væk gennem fonde.
Når vi ikke får fondsmidler bevilliget til renoveringerne af den bevaringsværdige bygning eller etableringen af museet, har det den konsekvens, at vi ikke
kan ansætte ekstra hænder og håndværkere til at aflaste os med noget af arbejdet med at udskifte eller renovere eksempelvis de mange værdigt trængende vinduer.
Så der er kun vores ømme og gamle hænder
til at lave alt det hårde arbejde.
At vi konstant støder på uforudsete ting, ikke får nogen som helst former for hjælp, andet end selv at betale for at få alting bragt hertil, og derved sparer en masse
tid, gør , at det er fuldstændigt uforudsigeligt, hvornår vi bliver færdige.
Coronaen har vist os alle, at livet og vores individuelle status i samfundet kan blive ændret som ved et trylleslag over ganske
få dage, og at ingen af os kender vores livsvilkår bare 1 måned frem.
En stor fordel ved de manglende fondstildelinger, er, at vi SELV bestemmer arbejdstempoet.
Der er ikke nogen, der kan tillade sig at rykke
os og kræve, at vi SKAL være færdige til et bestemt tidspunkt.
Ingen kan tage pant i vores privatbolig, med en variabel rente, de selv kan bestemme, fordi vi bliver nødt til at ændre renoveringsplanerne og tidsplanerne
hele tiden.
Vi behøver IKKE stå til regnskab overfor nogen.
Vi skal ikke betale penge tilbage til en fond på grund af manglende gennemførsel af et projekt på grund af coronaen.
Ingen bestemmer, hvad vi må
bruge vores hus til, andre end os selv.
Heller ingen hjælpepakker til os , selvom nedlukningen også har været dyr for os.
Vi er vores egne chefer.
... - og... vi bliver mere og mere kreative for at
klare os igennem...
Vi vokser begge 2 med opgaverne og trives i situationen, selvom vi hverken har et soveværelse eller et badeværelse.
Min mand har vist sig at være superdygtig
til at "klippe" vinduer til, og jeg er åbenbart bedre til at forhandle gode vinduestilbud hjem, end til at tigge mig vej gennem livet hos fondene.
Så jeg har konsulteret nogle vinduesrestlagre rundt omkring, forhandlet
og købt nogle helt nye og altfor store vinduer hjem, som min mand så klipper i stykker og sætter sammen til flere vinduer, blandt andet de 2, vi mangler på sydsiden af huset, til hhv museet og til receptionen, som først
var planlagt til udskiftning 2021. Det er faktisk helt nye vinduer, der er blevet til overs hos andre kunder, vi har gået leveret, og som på et tidspunkt ville være blevet smidt ud hos vinduesproducenten eller bare stå og samle
støv i årevis.
I alt har vi indtil videre udskiftet 4 vinduer og renoveret 4 vinduer ud af de 36,
der trængte ved overtagelsen af bygningen i november 2019.
Venlig hilsen
Lisbet Lærke.