Nyhedsblog d. 4/12 2022 ...

"Fremtiden tilhører dem, der har forberedt sig på den."

Sagt af et tidligere bestyrelsesmedlem af en konkursramt koncern, en ofte brugt TV-debattør. Jeg vil ikke nævne hans navn her i bloggen, for konkursen ruller stadig, aktiverne bliver solgt i auktionshusene. Det må være helt forfærdeligt at se et meget gammelt familiefirma, der også indeholdt et museum, som man for 10 år siden var med til at overtage ledelsen af og selv har udviklet til et internationalt brand, synke i grus. Især, når det ikke er første gang, der sker, og man har en facade udadtil, der skal holdes.



Men intet kunne være mere korrekt end indledningsordene til denne blog.
For også i denne tid er vi nemlig allesammen ikke bare nødt til at tilpasse os nutidshistorien, de ting, der sker lige nu, for at kunne overleve. Vi er også nødt til at kigge fremad og lære af udviklingen for eksempel pandemien.

 


Hvad kan vi så lære af pandemien for eftertiden ?


Efter den bør der ikke være nogen, der er I tvivl om, hvorledes diverse virusser spreder sig, nemlig ved tæt fysisk kontakt med mange mennesker.



Jeg er fra en generation, hvor krammekulturen ikke eksisterede. Det gjorde vi ikke i min barndom og ungdom, vi havde heller ikke pandemier. De 2 ting, er jeg sikker på, hænger sammen. Det er en vane, som i de senere år er blevet bragt ind i vores kultur af andre kulturer sydfra.

For mig har det har altid føltes meget akavet , grænseoverskridende og påtrængende, når vildt fremmede mennesker gik hen og krammede på mig på en udstilling. Jeg har aldrig følt mig tryg ved de der fremmede hænder omme bagpå min ryg, der rager op og ned, især nedad... - og jeg har aldrig har forstået det lækre ved, at eksempelvis en vildt fremmed mand maser sin krop tæt ind mod min. Jeg føler mig lige så ubehageligt til mode og utryg ved det, som andre gør ved IKKE at kramme, når de hilser. Disse mennesker forstår mange gange ikke, at vi andre ikke bryder os om det.



Min krop tilhører mit privatliv, som vildt fremmede mennesker ikke skal gøre sig selv til en del af.



Så for fremtiden krammer jeg kun med min nærmeste familie, min mand, mine forældre, mine brødre, deres koner, mine børn og deres partnere , evt kommende børnebørn, samt mine niecer og nevøer.

Altså min familie.


Alle andre vil i stedet for et håndtryk eller et kram blive mødt med min højre hånd lagt på mit hjerte og et nik.

Vi har også alle sammen fået et udvidet kursus og viden om, hvor vigtig håndhygiejne er for at forhindre spredning af ikke bare Covid19, men også andre vira. Den vil jeg også tage med mig i et pænt stykke tid, ihvert fald, indtil vi har fået brugt de 75 flasker WISH håndsprit, som folk grinede af, at jeg opkøbte, så de ikke kunne blive trukket tilbage fra forhandlerne i sommer. De er allerede nu med til at sikre nogle rutiner her i huset. Blandt andet, så er de glimrende til at spritte de 21 genbrugsmontrer af, som vi lige har købt på auktion.

Vores 3 år lange generalprøve i Tisvildeleje viste nemlig, at når folk kigger på flettede hjerter, så er det et "must" at komme helt tæt på. Næserne bliver trykket flade mod ruderne , efter at hænderne er lagt på glassene, og hvis munden stod lidt åben, da de kom ind, tabte de sjovt nok helt skuffen, da de kiggede på hjerter. Så fremover, når vi går i drift engang, vil montrene blive sprittet af dagligt mellem rundvisningsholdene af hensyn til de følgende besøgende, ligesom der også vil være mulighed for at spritte hænder af efter toiletbesøg, og når man kommer og går.



Så har pandemien lært os, at undgå store grupper.

Det passer mig fint, for jeg har heller aldrig følt mig tryg i store forsamlinger af fremmede mennesker. Der skal også være plads til os, der har det sådan, og vi er mange stille eksistenser, så fremover skal der bookes og betales for billet over nettet på forhånd, hvor et eksternt booking bureau bliver sat til at registrere, hvem der kommer og gå her og hvor mange.

Står det til mig, og det gør det temmeligt meget, så bliver der max udbudt 6 pladser på en rundvisning. Det handler om afstand mellem folk, men det handler også om at begrænse sliddet på de originale 104 år gamle gulve og på resten af inventaret og om sikkerhed i almindelighed.


Men vi er ikke klar til åbning endnu.


Jeg er ved at renovere ca 73 m2 lofter tilsammen i receptionen, museet og loungen med stukkationer, malerier osv.


Det er ikke for at være sippet, men når jeg skal drive sådan en udstilling, som denne her med måske flere hold rundvisninger på en dag, føler jeg stadig også efter pandemien et samfundsansvar for ikke at være superspreder og et ansvar for min egen personlige sikkerhed.

Når du går ind på ethvert andet museum, går du jo heller ikke hen og krammer på kustoderne eller omviserne der, vel? 

Vi 

Lisbet Lærke