I mine forrige blogge har jeg skrevet om traumerne ved at være mig og uretfærdighederne overfor mig som patient under denne pandemi, og hvad det gør ved mig som person.
De og mine fysiske lidelser gør, at jeg i øjeblikket overhovedet ikke har lyst til at fremstille kunst, herunder woven heart art . Jeg bliver ikke inspireret af konstant
at skulle kæmpe for at overleve, fordi andre nu har fået deres frihed og tryghed tilbage og dermed langt bedre overlevelsesvklkår end jeg, for jeg skal stadig fokusere på at overleve i stedet for, både fysisk og psykisk, og jeg
føler stadig, jeg er nødt til at kæmpe for min eksistensberettigelse.
Retten til at eksistere.
Jeg er hverken sej eller stærk,
som andre hævder, kan ikke holde til flere smerter end andre, bare fordi jeg kan overleve.
Min styrke ligger lige nu i, at jeg ikke har nogen psykiatriske eller psykiske diagnoser , heller ikke har
tænkt mig at få nogen, og at mit liv faktisk overhovedet ikke handler om sygdom og skiftende restriktioner, når det kommer til stykket.
Jeg skal ikke hele tiden spritte hænder
af, holde afstand, gå med mundbind, osv, når jeg opholder mig indenfor min egen matrikel. Jeg kan skabe mig et liv og min egen smukke verden, så længe jeg bliver holdt isoleret, uden at andre blander sig.
Jeg bliver aldrig en del af flokken, det har jeg forlængst erkendt og accepteret. Det er meget længe siden, jeg har følt mig som en del af samfundsfællesskabet.
Men i modsætning til mange andre, så har jeg et indholdsrigt liv og kan beskæftige mig selv, også under pandemien. Min evne til at se fremad, skabe nye visioner , få nye ideer affødt af den til enhver tid værende
situation, er uundværlig og bevaret intakt fra før pandemien.
Vi får tid og råd til at realisere det hele, efterhånden som
privatøkonomien og de færdige renoveringer af huset tillader det. Genåbningen og installationen af den private og privatfinansierede samling, Woven Heart Art Museum , er blevet nedprioriteret her under coronaen, og det bliver den ved med
at være, indtil pandemien er slut, og vi er blevet færdige med de nødvendige renoveringer af huset.
Nogle, der måske skulle have været foretaget midt i driften senere. Et andet
sted, hvor vi naturligt skaffer penge på budgettet til at anlægge Pandemihaven i den lille gårdhave , er allle de penge som alle andre mennesker nu går ud og bruger til at tage på ferie, gå på restauranter,
køre rundt i store biler for, ryge for, drikke alkohol for, frisørbesøg, Tivoli besøg, cafeer, ud at more sig med familie og venner for, osv. Ting, , som vi alligevel ikke kan i øjeblikket på grund af den situation,
vi er i.
Vi har eksempelvis lige solgt vores billetter til Nykøbing Falsterrevyen. Dem blev der købt planter til gårdhaven og lægter til bindingsværket
for.
Vi har igen måttet aflyse vores hårdt tiltrængte sommerferie.
Her er plads til at tænke på at forme
fremtiden, hvor man godt kan bruge fortidens erfaringer.
Hvis man læser tilbage i denne blog, vil man opleve , at jeg har haft flere lange sengeliggende
perioder med kraftige fysiske smerter i perioden 2016-2018. Det, der holdt mig oppe både fysisk og psykisk, var at have liv omkring mig, grønne planter og orkideer og at skulle op og passe dem.
Jeg lovede mig selv, at denne smukke passion ville jeg tage med mig, når vi engang fik solgt vore istandsatte lejligheder i København og købt os et hus, så vi kunne bo og arbejde
det samme sted.
Jeg har holdt dette løfte overfor mig selv.
Udenfor i Pandemihaven, som
vi kalder vores lille bitte gårdhave, er jeg i gang med at skabe os en frodig oase af en helårsblomstrende have. Stort arbejde, som ikke var med i de oprindelige planer her på stedet, men som giver os et dejligt og sikkert sted at gå
udenfor under pandemien og nogle smukke og stemningsfulde uderum at opholde os i på sigt.
1/2 af haven er anlagt. Bagsiden af huset mangler vi stadig at renovere. Min mand er ved
at genopføre et skur i bindingsværk med sedumtag, som bliver en blanding af et orangeri og atelier for mig. Vinduerne på bagsiden af vores gamle hus er ved at falde ud, nogle få nye er indkøbt, og vi er fortsat i gang
med en facaderenovering, så her er arbejde nok til den af os, der kan lave noget.
Den anden, nemlig jeg, laver det, jeg kan, når jeg kan.
Siddende.
Med 4 timelange hvil om dagen på grund af den nu påviste begyndende hofteartrose, slidgigt i begge hofter, bliver det ikke til så meget.
Tingene går ikke så hurtigt, fordi jeg er nødt til at pendle rundt på krykker mellem projekterne, kun 15 min adgangen hvert sted for ikke at overbelaste noget. Men stille og roligt, lidt efter lidt, bliver de færdige.
Folk, der tror, vi er gået i stå her, tager fejl omkring vores evner og overlevelsesstrategier.
Vi
er kommet meget længere her i vores livs,- og konceptudvikling, end det var meningen fra starten.
Min plan er, at vi bagefter pandemien skal indhente alle
vore tab under pandemien ved at bruge vore pandemitraumer og isolationen her til noget konstruktivt bagefter.
Vi skal bare finde en måde at gøre det på, også fortsat gøre
det i vores eget tempo og på vore egne præmisser.
De energiopladende pauser tilbringes
i uderummene i den del af gårdhaven, som vi allerede har anlagt , - også med at planlægge og forberede den kommende vinter indenfor og udenfor.
Sidste vinter tog jeg imod 63
store grønne tropiske moderplanter i mit Plant Rescue projekt .
Jeg købte de sjældne og forsømte planter, gav dem et nyt liv. Flere af dem har også fået et
nyt hjem i lokalområdet, hvilket giver noget god networking. De kom lige før nytår fra et dansk coronaramt-, nedlukket og nu helt lukket gartneri.
Tragisk baggrund,
men sikke en frodig vinter, vi havde!
En mere af den slags, tak, og gerne med mulighed for blomster denne gang!
Det får vi muligvis, for i løbet
af sommeren overtager jeg en bunke vinterblomstrende orkideer fra boet efter en tysk samler, der er død af covid19. Lige nu er den første sending på 4 stk i karantæne i Tyskland, inden ankomsten hertil.
Der er så vidt, jeg kan se på listen over de tilbudte orkideer fra boet, også nogle imellem, som næsten ikke er til at skaffe eller se her i Danmark, fordi de kræver en meget
speciel pasning for at kunne blomstre.
Godt med nogle nye udfordringer.
Lisbet Lærke.