For første gang i 1 1/2 år lød familiegongen endelig igen og kaldte til samling om maden , der blev indtaget i både vores ufærdige spisestue og ditto lounge, for de, som ønskede at deltage i min sommerfest, for
vi er mange, så vi sad rundt om hhv mit nyeste genbrugsfund og et af vore andre spiseborde. Jeg sad i døråbningen med mine krykker og med et ben i hver stue, for jeg ville gerne være begge steder.
Vi
har stadig en deltaversion af virussen kørende rundt i samfundet og stadig mange ansatte og studerende i sundhedssektoren i familien fordelt over hele landet, så vi passede godt på, hver 2. Plads rundt om det store bord blev holdt
tom. I pauserne mellem retterne og regnbygerne blev de jaget ud i pandemihavens små siddegrupper i gårdhaven, for selvfølgelig skulle det efter en sommer med høj sol og 2-3 hedebølger, og når jeg ikke havde
set min familie i lang tid, og efter et værre gedemarked med at få alle 16 nærmeste vaccineret, lige blive efterår den dag.
Du læste rigtigt.
Undertegnede er omsider
også blevet færdigvaccineret. Det skete helt uden fotografer, dramatik eller allergi, helt uden brug af det dertil opstillede genoplivningsudstyr, paramedicineren og den fremlagte allergisprøjte, og helt uden forudgående annoncering
på de sociale medier, for jeg gad ikke fornægterne og antivacernes udskamninger.
Jeg er ikke blevet til en zombie , og jeg har passeret udløbsdatoen for formering og fået de børn, jeg skal
have, så er diskussionerne om evt ændringer i min arvemasse irrelevante.
Jeg fik ingen bivirkninger overhovedet.
Såvidt jeg er orienteret , var der ingen , der blev smittet ved familiesammenkomsten.
Det er jeg bare så glad for. Jeg kan leve længe på denne sammenkomst.
I huset er vi begyndt at gøre klar til vinteren.
Således er jeg begyndt at sælge ud af de mange store
planter og palmer fra vores meningsfulde overlevelses- plant rescue sidste vinter, finde nye hjem til dem, så vi kan få plads til både nye plejetrængende planter og os selv i vore kommende indendørs vinterhaver. Folk kører
gladeligt helt fra København for at hente dem, for nu er mange af de skønne luftrensere kommet i trivsel og blevet flotte, dobbelt så store siden modtagelsen.
De får et nyt liv rundt omkring
i venteværelser og pauserum hos betrængte selvstændige erhvervsdrivende behandlere og i private hjem , hvor folk nyder dem og bruger dem til privat afstresning, mindfulness og terapi.
Dejligt at være med til
at gøre en forskel der, for der er fortsat mange , der lider efter forrige vinters lange nedlukning, isolation og hjemmekontorarbejde.
Det er ikke alle planterne fra i vinter, vi skal af med, men vi må
se at komme videre.
Lidt udtynding i de indendørs skyggefulde tropiske bede ændrer ikke på, at selv en herskabsvilla kan blive overfyldt. Planter bliver jo ikke mindre med tiden.
De enorme vinterblomstrende
koldtrumsorkideer, jeg har fået ind fra et orkidesamler-covid19-dødsbo i Tyskland fylder stadig 3 gange så meget, som de solgte videreformidlede planter, så vi har et stykke vej endnu, før vi selv kan være her.
Igen er det tragiske omstændigheder, der gør det muligt for mig at prøve noget nyt, jeg kondolerer til de efterladte, men vi i de levendes rige må altså se at komme videre og prøve på at få det bedste ud
af situationen og tiden bagefter pandemien.
Jeg læser og sætter mig ind i pasningen af disse sarte og svært dyrkelige orkideer. De er stærkt medtagede af rejsen, karantænen, og af at deres "far" forlod dem
i marts i år, hvor de blev overladt til arvingerne, et hold drengeteenagere, der måske ikke lige har helt den samme specielle passion for store koldtrumsorkideer fra Himmaleya som afdøde havde....
Så vi må
se, om jeg kan drive orkideerne i blomst og om de kan overleve her. De får i hvert fald optimale trivselsmuligheder her i Guldborghus, hvor jeg er startet med at smide dem udenfor i storm, kulde, regn og rusk.
De skal jo lige mærke,
at de er kommet hjem på bjerget, ikke?
Lisbet Lærke.