Nyhedsblog d. 4/12 2022 ...

Man træffer selv sine valg.
Herunder hvilke mennesker man vil omgive sig med ude i det virkelige liv, om det er nogen, der gavner en, dræner een, krænker en , misbruger en eller på anden måde skader en, og om det i det hele taget er nogen, man på sigt gider bruge sin positive energi på, hvis man aldrig får noget opbyggeligt igen.

 

Folk, der for at hævde sig selv gang på gang nedgør mig og dermed ikke respekterer mig som menneske eller det, jeg laver, ryger før eller siden ud af mit fokus, for  jeg orker ikke at blive udskammet og nedgjort, hvergang du er desperat og vil fremad for enhver pris.

 

Hvis du vælger mig fra, så har du også selv truffet et valg. Du har valgt dig selv ude af mit spændende liv. Jeg bliver mere og mere inaktiv for til sidst, uden du opdager det at diffundere helt ud af dit liv,  inden du bliver så jaloux på mit liv, at du ødelægger mig, mit liv og mine drømme.

 

Jeg foretager mig hver dag noget meningsfuldt og skaber mig et smukt liv og et frodigt univers på de konstant ændrede og begrænsede præmisser jeg har, og i en meningsløs tid.

 

Jeg er fysisk begrænset, har mistet en stor del af min mobilitet under pandemien, men jeg gør trods alt mig selv og andre mennesker den tjeneste at bruge min kreativitet og de ressourcer jeg har, når jeg kan.

 

Jeg har via egne personlige valg, livsstilsmæssige afsavn, og økonomiske prioriteringer gennem livet og trods et mangeårigt svækket helbred alligevel forsørget mig selv og dermed sammen med min mand bragt os i en priviligeret situation, hvor vi nu og i tide kan tillade os at lave det, vi har lyst til, udleve de drømme, vi har indenfor de grænser vore helbred sætter, og de sætter mange grænser.

 

VI FØLER DET, SOM OM VI KLATRER OVER ET BJERG HVER DAG.

 

Der er mange, der tror, at vi knokler uafbrudt på at få realiseret dette museumsprojekt og istandsat vores hus. Det gør vi ikke, for jeg KAN ikke knokle. Min krop KAN IKKE knokle. Den kan ikke holde til det.

Hvis vi havde knoklet igennem uden pauser og fridage, så havde vi været færdige med det hele til at genåbne  nu.

 

Men vi udlever vore andre  drømme,  og vi nyder sammen at kunne gøre det, inden det er for sent, når en af os bliver for syg til at vi kan gøre det, - og vi fortsætter med at skabe os nye visioner, udvikle os sammen, at drømme nye drømme  sammen og realisere dem, selvom der allerede nu, er mange ting vi ikke kan gøre sammen, som er en selvfølge for andre på vores alder.

 

Jeg har gennem 9 måneder haft kraftige smerter på grund af nyopdaget hofteartrose i begge hofter. Jeg kan i lange perioder hverken gå eller stå op. Min manglende mobilitet har givet mig mere tid til at tænke og bearbejde mine egne traumer, blandt andet tabet af de mennesker, jeg engang har holdt af, og som jeg føler, at jeg har mistet.

 

Så hvor jeg måske nok set fra andre menneskers synspunkt fysisk stadig er spærret inde, fordi jeg ikke kan komme så meget omkring grundet min hofteartrose,  så har jeg valgt at sætte mig selv fri psykisk, fordi jeg VIL have en forandring og udvikling i mit liv.

Jeg vil videre.

 

Jeg har valgt at give slip på de mennesker i mit liv,  der ikke er klar til at elske mig. Dette er det sværeste, jeg har  gjort i mit liv, men det er også det vigtigste:

 

 Jeg er stoppet med at give min kærlighed til dem, der ikke er klar til at elske mig. Jeg er holdt op med at have hårde samtaler med folk, der ikke ønsker at ændre sig. Jeg er holdt op med at tilbringe tid med mennesker, der er ligeglade med min tilstedeværelse og eksistens, og om jeg er død eller levende. Jeg er holdt op med at elske mennesker, der ikke er klar til at elske mig. Vores medfødte instinkt og kultur byder os at gøre alt, hvad der er muligt, for konstant at tækkes andre menneskers vilje og behov, men det er også denne impuls, der stjæler  tiden, energien og ens mentale, fysiske og åndelige helbred.

 

Når man holder op med dette, så  begynder man at manifestere sig i og fokusere fuldt og helt på  sit liv, med glæde, interesse og engagement, men det er bare ikke alle, der vil kunne glæde sig over, at man er kommet dertil.


Det betyder ikke, at du skal ændre, hvem du er.
Det betyder, at du skal holde op med at elske mennesker, der ikke er klar til at elske dig.
Hvis du bliver udelukket, konstant bliver såret,  bliver underlagt fornærmelse, udskamning, glemt eller let ignoreret af dem, du tilbyder din tid til, så gør du ikke dig selv en tjeneste ved fortsat at tilbyde dem din energi og din tid og liv.


Sandheden er, at du ikke er for alle.
Du kan ikke gøre alle tilfreds.
Ikke alle er noget for dig.
Det er det, der gør denne verden så speciel, når du finder de få mennesker, du har et ægte venskab eller kærlighedsforhold til.


Det er værdifuldt, det ved man,  når man har oplevet, hvad der ikke er.
Men jo mere tid, du bruger på at få nogen til at elske dig, der ikke kan, jo mere tid spilder du på at berøve dig selv den samme evne.



Jo mindre jeg lader mig  involvere i integriteten af de mennesker, der bruger mig som stødpude, boksebold, syndebuk,  en reservemulighed, en terapeut og en strateg for deres følelsesmæssige helbredelse og frustrationer, jo mere tid  holder jeg mig uden for det samfund, jeg ønsker at være en del af. Jeg er holdt op med at deltage og fodre denne opslidende energi-æder-types ego, og jeg regner ikke med at været savnet i vedkommendes liv. For mig er det indlysende, at hvis jeg stopper med at prøve,  så vil  relationen og mareridtet ende. Når man holder op med at elske nogen, vil kærligheden mellem en selv og denne ophøre.

 

Det betyder ikke, at jeg har ødelagt en relation.
Dette betød, at jeg var den eneste af os 2, der holdt den i gang.

MIG OG DET VAR KUN MIG, der holdt relationen igang.
Det er ikke kærlighed.
Det er en usund binding.


Det mest værdifulde og vigtigste du har i dit liv, er din energi.
Det er ikke kun din tid, fordi den er begrænset, det er også din energi, der tappes.
Det, du giver hver dag, er det, der vil blive skabt mere og mere af i dit liv.
Det er til de mennesker, du giver din tid og energi til, at du vil definere din eksistens.


Når man indser dette, begynder man at forstå, hvorfor man var så urolig, utryg og utålmodig, da  man tilbragte sin tid med folk, der ikke kunne lide een, og med aktiviteter, på steder, og i situationer, der ikke passede een selv..

Man indser, at det vigtigste, man  kan gøre for sit liv, for sig selv og for alle, man kender, er at beskytte eens egen indre positive energi hårdere end noget som helst andet.


Man gør sit liv til et sikkert fristed, hvortil kun mennesker, der er 'kompatible' med en selv, har følelsesmæssig adgang.


Jeg er ikke ansvarlig for andre mennesker og deres handlinger.
Jeg  er ikke ansvarlig for at redde nogen.
Det er ikke mit job at eksistere for andre ennesker og give dem mit liv, øjeblik efter øjeblik, uafbrudt.

For hvis man har det dårligt, hvis man føler, at man har en pligt, hvis man føler sig skyldig, er man ved årsagen til hele eens insisteren på at få denne ubehagelige mennesketype  til at holde af een.


Det er op til en selv at elske sin skæbne, acceptere og finde den kærlighed i andre mennesker,  som man  synes, man fortjener.


... Derefter må man kunne se, at alting omkring een begynder at ændre sig....

 

Ok, der er visse uforanderlige og forfærdelige ting  i min skæbne,  som  jeg ikke helt har lært at elske endnu. 

For hvad betyder det at elske sin skæbne? 

Bliver man lykkeligere af det?

Er det ikke nok "bare" at affinde sig med den?

 

Lisbet Lærke.