Så er vi IGEN gået i stå på grund af pandemien. For det ER en pandemi, og samfundet er med over 2500 nye smittetilfælde om dagen gået ind i 3. halvleg af coronapandemien.
Hos os mærker vi den faktisk KUN når vi ikke kan få de nødvendige byggematerialer leveret til renovering af vores villa, Guldborghus.
Sidste
sommer blev vi forsinket i ca 1 år, fordi det tømmerfirma, der skulle renovere vores karnap ud mod gaden havde bestilt en moderne karnap hos en vinduesproducent, da de ikke kunne lave den i den gamle og originale stil p gr a materialemangel.
Så de blev sat fra opgaven, da huset har en bevaringsværdi, og vi har nu selv brugt hele denne sommer på at udskifte træværket I både de 10 faste og idé
10 løse rammer samt finishen af dem, så de nu fremstår pænt restaurerede, men med det resultat, at vi nu bliver forsinkede med alt muligt andet.
Faktisk har
jeg som bygherre lige sendt en færdigmelding til kommunen på hele den facaderenovering, der er tegnet af mig, og som vi i fællesskab har udført på trods af diverse samfundsnedlukninger, isolation, sygdom, afstandskrav
også på smalle fortove og andre restriktioner.
Så hele vores facaderenovering er blevet gennemført under pandemien, hvilket i sig selv er en ret stor bedrift, når
vi ikke har måttet gå udenfor matriklen, og når der er knaphed på relevante og kompetente købstadshåndværkere, og når der er mangel på relevante byggematerialer og månedlange forsinkelser I
leveringerne.
Men vi er vokset med opgaven, har lært noget nyt, føler vi, idet vi brugte hele sidste vinters isolation under 2. runde af pandemien til at dygtiggøre
os i flere ting via kurser på internettet, herunder hvordan man renoverer gamle 1lags med kitfalsvinduer.
Så facaden på huset står helt skarp nu.
Hele vejen igennem, lige siden vi overtog villaen for 2 år siden, er vi blevet forsinkede af andre udefrakommende faktorer, og vi har i mellemtiden grundet pandemien fået andre trivselsbehov end normalt,
så jeg tør ikke på stående fod på nuværende tidspunkt sætte en specifik dato på, hvornår vi kan genåbne hjerte-samlingen for besøgende.
Men
vi er altså blevet færdige med facaden og hallen/ entréen/indgangen.
Det er en privat samling i et privatejet hus, så derfor skal kommende gæster til Woven
Heart Art Museum ind gennem min private spisestue eller "den lille sal" , som der var en, der kaldte den, for at komme videre til rummet, hvor vi planlægger at samlingen skal vises frem. Så der er også nødt til at se præsentabelt
og pænt ud i dette rum bag den før omtalte karnap.
Leveringsproblemerne lige nu skyldes, at den yngre familie i Aarhus, der skal levere de specielle stikkontakter, vi skal have sat
i de høje paneler, som vi er ved at fremstille og opsætte i denne forreste lille sal, som så mange andre mennesker er blevet smittet med covid19 på deres efterårsferie for nogle uger siden og stadig er hundehamrende syge af den,
for syge til at kunne pakke kontakterne til os og sende dem afsted. De troede som så mange andre ikke, at de kunne blive så syge af den.
Jeg har ønsket dem god bedring
med ønsket om en snarlig udskrivning fra hospitalet.
Vi er efterhånden blevet så vant til forsinkelserne af dette projekt og vore øvrige renoveringer,
at vi bare siger:
" Nå, men så må det bare vente, til vi kan komme videre."
Vi får jo ingen hjælp
overvovedet til at starte noget op her af nogen art, så samfundet må bare vente på denne smukke oplevelse, indtil samfundet er klar til at yde dets absolutte minimum af indsats, der skal til for at vi kan skabe den:
Levering af materialer til at skabe oplevelsen med, tak.
Udover dette rum, så mangler vi at gennemrenovere selve udstillingsrummet. Vores unikke samling af papirkunst skal heller ikke
bo i slum med blandt andet et vindue , der er udskiftningsklart og en radiator, der er ved at falde ned.
Samlingen af svære flettede hjerter glider lidt i baggrunden i en tid, hvor vi alligevel
ikke kan vise den frem, hvor vi skal passe på os selv og andre, og hvor vi i stedet har valgt at prioritere os selv gennem udviklingen af nye spændende og smukke fælles passioner, færdigheder og interesser.
Vinterhaverne er en af dem.
Ude og inde.
Livgivende og energiopladende i en mørk, mørk tid.
Skabt af min gamle passion for store planter, orkideer og mit plant rescue , tilsat viljen til at sætte os ind i, hvordan de skal passes og dermed reddes .... - og udelukkende for vores egen fornøjelses skyld for at hjælpe
os med at holde os i både fysisk og psykisk god form under pandemiens mange prøvelser.
Hele morgenen og formiddagen hver dag går med at "svømme hen i" denne mindre botaniske
have, en meningsfuld overlevelsesstrategi.
Det er forår lige nu i mine vinterhaver udenfor og indenfor, hvor jeg har specialiseret mig i og nørder med at få vinterdvaleblomstrende
planter fra alle dele af verden til at gro og blomstre fra oktober til april...- vel at mærke på den begrænsede plads vi har indenfor matriklen.
Vi har ikke så meget
at gøre godt med økonomisk i forhold til vore store projekter. Det er en hård tid, vi lever i, så de ressourcer vi har, vælger vi at bruge konstruktivt på noget, der hver dag holder os ovenpå psykisk, som fylder
os begge med en indre glæde og gode energier, som vi begge trives med og som der sandsynligvis også er nogle fremtidsmuligheder i.
Nå, men nu vil jeg tage godt med varmt tøj på, gå ind
i den ene vinterhave , spisestuen, drikke min morgente og nyde, at nogle af mine store koldtrumsorkideer, cymbidiummer, fra mit plant rescue, er ved at springe ud i kaskader i den nyrenoverede karnap.
Glædeligt forår!
Lisbet Lærke.