Da jeg var barn og nogen spurgte mig, hvem jeg skulle giftes med, når jeg blev voksen, svarede jeg, at min kommende mands erhverv var ligegyldigt.
Det skulle bare være en kreativ overlever, jeg kunne holde ud at være sammen
med på en øde ø.
For man ved jo aldrig, hvornår det bliver aktuelt.
Det er aktuelt nu.
Hvis jeg ikke havde valgt den rigtige mand for 25 år siden, ville jeg nok have ment, at
disse pandemivintre var ved at blive en dårlig vane, for på grund af de eksploderende smittetal blev ikke bare vores jul og nytår med andre mennesker aflyst for 2. år i træk, men også vores gennem 5 år planlagte sølvbryllup
mellem jul og nytår måtte aflyses.
Vi sad bare os 2 og et pandemismadret sølvbryllup i Guldborghus.
Dagen før dagen rundede det daglige smittetal 41.000, og vi er fortsat i risiko for
en svær rejse med Covid19 . Vi kan stadig ikke tåle at få virussen. Vi skulle IKKE smittes, så det var ikke i orden at samle en meget stor flok fra hele landet.
Den milesten i vores liv måtte vi undvære . En
flad fornemmelse, men når andre kan undvære livets store fester i øjeblikket, så kan vi også.
Meget bedre blev julen ikke af, at jeg igen skulle specialvaccineres.
Det 3. stik under særlig bevågenhed
på grund af risiko for en allergisk reaktion. Da folk helt ned til 40 år lige før jul bare kunne droppe ind på vaccinationscentrene, var det ikke muligt for mig. I stedet blev jeg tilbudt en tid på sygehuset d. 24. december,
juleaften, kl. 18.30. Ja, du læste rigtigt. Flot ikke? .. Derefter ville der som de foregående gange gå 14 dage, før jeg ville få glæde af den fulde virkning af boosteren, der kun virker mod et svært
forløb med Deltavarianten. Vaccinen er opfundet, længe før Omikronvarianten dukkede op, så der er ingen garanti for , at den virker mod den.
Min mand og jeg gik hånd i hånd juleaften gennem de
mennesketomme gader til sygehuset, der var ligeså mennesketomt.... - og hjem igen efter stikkene gennem de tomme gader, mens duften af stegt and og flæskesteg bredte sig i byen.
Vi følte os triste over ikke at være sammen
med vore kære, men samtidigt usigeligt glade for, at vi stadig har vores lugtesans og at vi kunne få en tid uden at skulle stå i kø.
Vi mener nemlig stadig begge 2, at når virussen langtidsskader smags- og
lugtesansen, kan give helvedesild og svigtende hukommelse og endnu sværere neurologiske senfølger , så er det hjernen, den går til angreb på. Vi har så meget andet at kæmpe med, så vi skal ikke have virussen.
Vi mestrer efterhånden kunsten at være der, hvor de andre ikke er, til fuldkommenhed. Vi er eksperter i det.
For vi vil gerne leve 30-40 år mere.
Faktisk er der meget mere, vi gerne vil nå i dette
her liv sammen.
Da vi overtog huset i slutningen af 2019, var vi lige på nippet til at genåbne Woven Heart Art Museum med det samme , men heldigvis fik min 6. sans mig til at lade være og i stedet lukke alle mine
kunstneriske aktiviteter ned , og det er vi glade for. Mindre end 1 måned senere startede pandemien i Kina, og kort tid efter ville vi have været tvunget til at lukke udstillingen ned igen på ubestemt tid.
Der går
ikke en måned, uden jeg bliver spurgt, om vi ikke snart åbner?
Svaret er, at tiden ikke er til det. Timingen er på alle måder forkert.
Det er jo fuldstændigt umuligt
at skabe og drive et oplevelsessted forsvarligt rent økonomisk , når det er staten og myndighederne der bestemmer over adgangen til stedet, publikums adfærd på stedet, afstandskrav, hvor mange m2 der skal være pr person og ikke
mindst , hvornår vi må holde åbent. Myndighederne kan lukke alt ned med kort varsel og på ubestemt tid, i månedlange perioder, hver gang smittetallene stiger, og det vil de gøre hvert efterår, når folk går
indenfor og samtidigt gerne vil ind at se denne unikke papirkunstudstilling. Det er jo fuldstændigt umuligt at planlægge noget bare 1 måned frem, og kulturelle oplevelser kræver forberedelser og planlægning.
Så vi har sat Woven Heart Art Museum projektet lidt på hold, renoverer løbende huset i det omfang, vi kan få råd til det i vores privatøkonomi, så må andre mennesker bare vente.
Vi
lever ikke det frie liv, vi gerne vil, mens alle andre nu har deres fulde frihed til at gå ud at få og sprede denne virus i alle mutanterne. Jeg ved ikke, hvor mange gange resten af samfundet skal have virussen, før den forsvinder, men der
kan godt gå lang tid, før vi andre igen kan få et normalt socialt liv på denne måde. For man kan ikke overlade ansvaret for ens egen personlige sikkerhed til andre. Det er ens egen opgave at passe på sig selv .
Nu tager vi os et par måneders hjemmeferie her på matriklen i mine vinterhaver både udenfor og indenfor.
Vi lukker i lange perioder af for de smittedes åndedrætsbesvær, sygehistorier, elendigheder,
beklagelser og nyder, at vi ikke behøver bekymre os om, hvorvidt vi er blevet smittet eller har smittet nogen. Det fylder ikke hos os. Vi har skabt os et afstressende botanisk paradis under pandemien, hvor vi bare kan lukke af overfor resten af
samfundet, så det gør vi. Der er alligevel ingen, der brokker sig over, at vi slapper af, holder fri og hygger os i de næste 2-3 måneder, mens pandemien raser gennem samfundet, og alle andre skal ud at have alle varianterne af virussen.
Udenfor har jeg anlagt et lille beskyttet paradis med vinterdvaleblomstrende buske og træer, der spreder forårsstemninger hele vinteren igennem.
Indenfor har jeg i snart 9 måneder taget imod en masse
store koldtrumsorkideer og gennem individuel og timet pasning med vand, gødning, temperaturer og lys bragt de fleste af dem i blomst med vandfald af 1/2 lange blomsterranker.
Jeg har fået mig en ny passion under
pandemien:
Store cymbidiummer, himmaleya orkideer, som jeg har fået i mit hobby plant rescue i miserabel tilstand fra et samlerdødsbo i Tyskland, hvor den tidligere ejer i februar døde af Covid19. Der
er så mange detaljer at fordybe sig i , at tiden sammen med disse store smuksakker på op til 1 meter på hver led bare flyver afsted. De blomstrer i op til 3 måneder, forudsat at temperaturen holdes i intervallet 12-18 grader. De passer
som fod i hose med de stigende priser under pandemien på opvarmning. Vi tager bare nogle flere lag varmt tøj på og skruer ned for varmen indenfor.
En frisk, frodig, eksotisk, kølig, energigivende,
livgivende, meningsfuld og smuk aktivitet og oplevelse, vores overlevelses-ø, som jeg har skabt for vores egen psykiske trivsels skyld, en stor og magisk blomstring, som vi kan gentage vinter efter vinter, hvis vi ønsker
at fortsætte med at passe disse store planter, når pandemien er slut.
For at skabe en have er at tro på i morgen.
Vh og godt nytår.
Lisbet Lærke.