Nyhedsblog d. 10/1 2022 ... (167162)

Da jeg var  barn og nogen spurgte mig, hvem jeg skulle giftes med, når jeg blev voksen, svarede jeg, at min kommende mands erhverv var ligegyldigt.

Det skulle bare være en kreativ overlever, jeg kunne holde ud at være sammen med på en øde ø.

For man ved jo aldrig, hvornår det bliver aktuelt.

 

Det er aktuelt nu.

 

Hvis jeg ikke havde valgt den rigtige mand for 25 år siden, ville jeg nok have ment, at disse pandemivintre var ved at blive en dårlig vane, for på grund af de eksploderende smittetal blev ikke bare vores jul og nytår med andre mennesker aflyst for 2. år i træk, men også vores gennem 5 år planlagte sølvbryllup mellem jul og nytår måtte aflyses. 

Vi sad bare os 2 og et pandemismadret sølvbryllup i Guldborghus.

 

 

Dagen før dagen rundede det daglige smittetal 41.000, og vi er fortsat i risiko for en svær rejse med Covid19 .  Vi kan stadig ikke tåle at få virussen. Vi skulle IKKE smittes, så det var ikke i orden at samle en meget stor flok fra hele landet.

Den milesten i vores liv måtte vi undvære . En flad fornemmelse, men når andre kan undvære livets store fester i øjeblikket, så kan vi også.

 

Meget bedre blev julen ikke af, at jeg igen skulle specialvaccineres.

Det 3. stik under særlig bevågenhed på grund af risiko for en allergisk reaktion. Da folk helt ned til 40 år lige før jul bare kunne droppe ind på vaccinationscentrene, var det ikke muligt for mig. I stedet blev jeg tilbudt en tid på sygehuset d. 24. december,  juleaften, kl. 18.30.  Ja, du læste rigtigt.  Flot ikke? .. Derefter ville der som de foregående gange gå 14 dage,  før jeg ville få glæde af den fulde virkning af boosteren, der kun virker mod et svært forløb med Deltavarianten. Vaccinen er opfundet, længe før Omikronvarianten dukkede op, så der er ingen garanti for , at den virker mod den. 

 

Min mand og jeg gik hånd i hånd juleaften gennem de mennesketomme gader til sygehuset, der var ligeså mennesketomt.... - og hjem igen efter stikkene  gennem de tomme gader, mens duften af stegt and og flæskesteg bredte sig i byen.

Vi følte os triste over ikke at være sammen med vore kære, men samtidigt usigeligt glade for, at vi stadig har vores lugtesans og at vi kunne få en tid uden at skulle stå i kø.

 

Vi mener nemlig stadig begge 2, at når virussen langtidsskader smags- og lugtesansen, kan give helvedesild og svigtende hukommelse og endnu sværere neurologiske senfølger , så er det hjernen, den går til angreb på. Vi har så meget andet at kæmpe med, så vi skal ikke have virussen. 

 

Vi mestrer efterhånden kunsten at være der, hvor de andre ikke er, til fuldkommenhed. Vi er eksperter i det.

For vi vil gerne leve 30-40 år mere.

Faktisk er der meget mere,  vi gerne vil nå i dette her liv sammen.

 

Da vi overtog huset i slutningen af 2019, var vi lige på nippet til at genåbne Woven Heart Art Museum med det samme , men heldigvis fik min 6. sans mig til at lade være og i stedet  lukke alle mine kunstneriske aktiviteter ned , og det er vi glade for. Mindre end 1 måned senere startede pandemien i Kina,  og kort tid efter ville vi have været tvunget til at lukke udstillingen ned igen på ubestemt tid.

 

Der går ikke en måned, uden jeg bliver spurgt, om vi ikke snart åbner? 

 

Svaret er, at tiden ikke er til det. Timingen er på alle måder forkert.

 

Det er jo fuldstændigt umuligt at skabe og drive et oplevelsessted forsvarligt rent økonomisk , når det er staten og myndighederne der bestemmer over adgangen til stedet, publikums adfærd på stedet, afstandskrav, hvor mange m2 der skal være pr person og ikke mindst , hvornår vi må holde åbent. Myndighederne kan lukke alt ned med kort varsel og på ubestemt tid, i månedlange perioder, hver gang smittetallene stiger, og det vil de gøre hvert efterår, når folk går indenfor og  samtidigt gerne vil ind at se denne unikke papirkunstudstilling. Det er jo fuldstændigt umuligt at planlægge noget bare 1 måned frem, og kulturelle oplevelser kræver forberedelser og planlægning.

 

Så vi har sat Woven Heart Art Museum  projektet lidt på hold, renoverer løbende huset i det omfang, vi kan få råd til det i vores privatøkonomi, så må andre mennesker bare vente.

 

Vi lever ikke det frie liv, vi gerne vil, mens alle andre nu har deres fulde frihed til at gå ud at få og sprede denne virus i alle mutanterne. Jeg ved ikke, hvor mange gange resten af samfundet skal have virussen, før den forsvinder, men der kan godt gå lang tid, før vi andre igen kan få et normalt socialt liv på denne måde. For man kan ikke overlade ansvaret for ens egen personlige sikkerhed til andre. Det er ens egen opgave at passe på sig selv .

 

 

Nu tager vi os et par måneders hjemmeferie her på matriklen i mine vinterhaver både udenfor og indenfor.

Vi lukker i lange perioder af for  de smittedes åndedrætsbesvær, sygehistorier, elendigheder, beklagelser og nyder, at vi ikke behøver bekymre os om,  hvorvidt vi er blevet smittet eller har smittet nogen. Det fylder ikke hos os. Vi har skabt os et afstressende botanisk paradis under pandemien, hvor vi bare kan lukke af overfor resten af samfundet, så det gør vi. Der er alligevel ingen, der brokker sig over, at vi slapper af, holder fri og hygger os i de næste 2-3 måneder, mens pandemien raser gennem samfundet, og alle andre skal ud at have alle varianterne af virussen. 

 

Udenfor har jeg anlagt et lille beskyttet paradis med vinterdvaleblomstrende buske og træer, der spreder forårsstemninger hele vinteren igennem.

 

Indenfor har jeg i snart 9 måneder taget imod en masse store koldtrumsorkideer og gennem individuel og timet pasning med vand, gødning, temperaturer og lys bragt de fleste af dem i blomst  med vandfald af 1/2 lange blomsterranker. 

 

Jeg har fået mig en ny passion under pandemien:

 

 

Store cymbidiummer, himmaleya orkideer, som jeg har fået i mit hobby plant rescue i miserabel tilstand fra et samlerdødsbo i Tyskland, hvor den tidligere ejer i februar døde af Covid19. Der er så mange detaljer at fordybe sig i , at tiden sammen med disse store smuksakker på op til 1 meter på hver led bare flyver afsted. De blomstrer i op til 3 måneder, forudsat at temperaturen holdes i intervallet 12-18 grader. De passer som fod i hose med de stigende priser under pandemien på opvarmning. Vi tager bare  nogle flere lag varmt tøj på og skruer ned for varmen indenfor.

 

En frisk, frodig, eksotisk, kølig, energigivende,  livgivende, meningsfuld og smuk aktivitet og  oplevelse, vores overlevelses-ø, som  jeg har skabt for vores egen psykiske trivsels skyld, en stor og magisk blomstring,  som vi kan gentage vinter efter vinter,  hvis vi ønsker at fortsætte med at passe disse store planter, når pandemien er slut.

 

For at skabe en have er at tro på i morgen.

 

Vh og godt nytår.

Lisbet Lærke.

 

 

 

Så er vi IGEN gået i stå på grund af pandemien. For det ER en pandemi, og samfundet er med over 2500 nye smittetilfælde om dagen gået ind i 3. halvleg af coronapandemien. 

Hos os mærker vi den faktisk KUN når vi ikke kan få de nødvendige byggematerialer leveret til renovering af vores villa, Guldborghus.

 

Sidste sommer blev vi forsinket i ca 1 år, fordi det tømmerfirma, der skulle renovere vores karnap ud mod gaden havde bestilt en moderne karnap hos en vinduesproducent, da de ikke kunne lave den i den gamle og originale stil p gr a materialemangel. 

 

 

Så de blev sat fra opgaven, da huset har en bevaringsværdi, og vi har nu selv brugt hele denne sommer på at udskifte træværket I både de 10 faste og idé 10 løse rammer samt finishen af dem, så de nu fremstår pænt restaurerede, men med det resultat, at vi nu bliver forsinkede med alt muligt andet.

 

 

Faktisk har jeg som bygherre lige  sendt en færdigmelding til kommunen på hele den facaderenovering, der er tegnet af mig, og som vi i fællesskab har udført på trods af diverse samfundsnedlukninger, isolation, sygdom,  afstandskrav også på smalle fortove og andre restriktioner.

 

Så hele vores facaderenovering er  blevet gennemført under pandemien, hvilket i sig selv er en ret stor bedrift, når vi ikke har måttet gå udenfor matriklen, og når der er knaphed på relevante og kompetente købstadshåndværkere, og når der er mangel på relevante byggematerialer og  månedlange forsinkelser I leveringerne.

 

 

Men vi er vokset med opgaven,  har lært noget nyt, føler vi,  idet vi brugte hele sidste vinters isolation under 2. runde af pandemien til at dygtiggøre os i flere ting via kurser på internettet, herunder hvordan man renoverer gamle 1lags med kitfalsvinduer.

Så facaden på huset står helt skarp nu. 

 

 

Hele vejen igennem, lige siden vi overtog villaen for 2 år siden,  er vi blevet forsinkede af andre udefrakommende faktorer, og vi har i mellemtiden grundet pandemien fået andre trivselsbehov end normalt, så jeg tør ikke på stående fod på nuværende tidspunkt sætte en specifik dato på,  hvornår vi kan genåbne hjerte-samlingen for besøgende.

Men vi er altså blevet færdige med facaden og hallen/ entréen/indgangen.

 

 

Det er en privat samling i et privatejet hus, så derfor skal kommende gæster til Woven Heart Art Museum ind gennem min private spisestue eller "den lille sal" ,  som der var en, der kaldte den, for at komme videre til rummet, hvor vi planlægger at samlingen skal vises frem. Så der er også nødt til at se præsentabelt og pænt ud i dette rum bag den før omtalte karnap. 

 

Leveringsproblemerne lige nu skyldes, at den yngre familie i Aarhus, der skal levere de specielle stikkontakter, vi skal have sat i de høje paneler, som vi er ved at fremstille og opsætte i denne forreste lille sal, som så mange andre mennesker er blevet smittet med covid19 på deres efterårsferie for nogle uger siden og stadig er hundehamrende syge af den, for syge til at kunne pakke kontakterne til os og sende dem afsted. De troede som så mange andre ikke, at de kunne blive så syge af den.

 

 

Jeg har ønsket dem god bedring med ønsket om en snarlig udskrivning fra hospitalet.

 

 

Vi er efterhånden blevet så vant til forsinkelserne af dette projekt og vore øvrige renoveringer,  at vi bare siger:

 

" Nå, men  så må det bare vente, til vi kan komme videre."

 

 

Vi får jo ingen hjælp overvovedet til at starte noget op her af nogen art, så samfundet må bare vente på denne smukke oplevelse, indtil samfundet er klar til at yde dets absolutte minimum af indsats, der skal til for at vi kan skabe den:

Levering af materialer til at skabe oplevelsen med, tak.

 

Udover dette rum, så mangler vi at gennemrenovere selve udstillingsrummet. Vores unikke samling af papirkunst skal heller ikke bo i slum med blandt andet et vindue , der er udskiftningsklart og en radiator, der er ved at falde ned.

 

Samlingen af svære flettede hjerter glider lidt i baggrunden i en tid, hvor vi alligevel ikke kan vise den frem, hvor vi skal passe på os selv og andre, og hvor vi i stedet har valgt at prioritere os selv gennem udviklingen af nye spændende og smukke fælles passioner, færdigheder og interesser.

 

Vinterhaverne er en af dem.

Ude og inde. 

Livgivende og energiopladende i en mørk, mørk tid.

Skabt af min gamle passion for store planter, orkideer og mit plant rescue , tilsat viljen til at sætte os ind i, hvordan de skal passes og dermed reddes .... - og udelukkende for vores egen fornøjelses skyld for at hjælpe os med at holde os i både fysisk og psykisk god form under pandemiens mange prøvelser.

 

Hele morgenen og formiddagen hver dag går med at "svømme hen i" denne mindre botaniske have, en meningsfuld overlevelsesstrategi.

 

Det er forår lige nu i mine vinterhaver udenfor og indenfor,  hvor jeg har specialiseret mig i og nørder med at få vinterdvaleblomstrende planter fra alle dele af verden til at gro og blomstre fra oktober til april...- vel at mærke på den begrænsede plads vi har indenfor matriklen.  

 

Vi har ikke så meget at gøre godt med økonomisk i forhold til vore store projekter. Det er en hård tid, vi lever i, så de ressourcer vi har, vælger vi at bruge konstruktivt på noget, der hver dag  holder os ovenpå psykisk, som fylder os begge med en indre glæde og gode energier, som vi begge trives med og som der sandsynligvis også er nogle fremtidsmuligheder i.

 

Nå, men nu vil jeg tage godt med varmt tøj på,  gå ind i den ene vinterhave , spisestuen, drikke min morgente og nyde, at nogle af mine store koldtrumsorkideer, cymbidiummer, fra mit plant rescue,  er ved at springe ud i kaskader i den nyrenoverede karnap.

 

Glædeligt forår!

Lisbet Lærke.

 

Man træffer selv sine valg.
Herunder hvilke mennesker man vil omgive sig med ude i det virkelige liv, om det er nogen, der gavner en, dræner een, krænker en , misbruger en eller på anden måde skader en, og om det i det hele taget er nogen, man på sigt gider bruge sin positive energi på, hvis man aldrig får noget opbyggeligt igen.

 

Folk, der for at hævde sig selv gang på gang nedgør mig og dermed ikke respekterer mig som menneske eller det, jeg laver, ryger før eller siden ud af mit fokus, for  jeg orker ikke at blive udskammet og nedgjort, hvergang du er desperat og vil fremad for enhver pris.

 

Hvis du vælger mig fra, så har du også selv truffet et valg. Du har valgt dig selv ude af mit spændende liv. Jeg bliver mere og mere inaktiv for til sidst, uden du opdager det at diffundere helt ud af dit liv,  inden du bliver så jaloux på mit liv, at du ødelægger mig, mit liv og mine drømme.

 

Jeg foretager mig hver dag noget meningsfuldt og skaber mig et smukt liv og et frodigt univers på de konstant ændrede og begrænsede præmisser jeg har, og i en meningsløs tid.

 

Jeg er fysisk begrænset, har mistet en stor del af min mobilitet under pandemien, men jeg gør trods alt mig selv og andre mennesker den tjeneste at bruge min kreativitet og de ressourcer jeg har, når jeg kan.

 

Jeg har via egne personlige valg, livsstilsmæssige afsavn, og økonomiske prioriteringer gennem livet og trods et mangeårigt svækket helbred alligevel forsørget mig selv og dermed sammen med min mand bragt os i en priviligeret situation, hvor vi nu og i tide kan tillade os at lave det, vi har lyst til, udleve de drømme, vi har indenfor de grænser vore helbred sætter, og de sætter mange grænser.

 

VI FØLER DET, SOM OM VI KLATRER OVER ET BJERG HVER DAG.

 

Der er mange, der tror, at vi knokler uafbrudt på at få realiseret dette museumsprojekt og istandsat vores hus. Det gør vi ikke, for jeg KAN ikke knokle. Min krop KAN IKKE knokle. Den kan ikke holde til det.

Hvis vi havde knoklet igennem uden pauser og fridage, så havde vi været færdige med det hele til at genåbne  nu.

 

Men vi udlever vore andre  drømme,  og vi nyder sammen at kunne gøre det, inden det er for sent, når en af os bliver for syg til at vi kan gøre det, - og vi fortsætter med at skabe os nye visioner, udvikle os sammen, at drømme nye drømme  sammen og realisere dem, selvom der allerede nu, er mange ting vi ikke kan gøre sammen, som er en selvfølge for andre på vores alder.

 

Jeg har gennem 9 måneder haft kraftige smerter på grund af nyopdaget hofteartrose i begge hofter. Jeg kan i lange perioder hverken gå eller stå op. Min manglende mobilitet har givet mig mere tid til at tænke og bearbejde mine egne traumer, blandt andet tabet af de mennesker, jeg engang har holdt af, og som jeg føler, at jeg har mistet.

 

Så hvor jeg måske nok set fra andre menneskers synspunkt fysisk stadig er spærret inde, fordi jeg ikke kan komme så meget omkring grundet min hofteartrose,  så har jeg valgt at sætte mig selv fri psykisk, fordi jeg VIL have en forandring og udvikling i mit liv.

Jeg vil videre.

 

Jeg har valgt at give slip på de mennesker i mit liv,  der ikke er klar til at elske mig. Dette er det sværeste, jeg har  gjort i mit liv, men det er også det vigtigste:

 

 Jeg er stoppet med at give min kærlighed til dem, der ikke er klar til at elske mig. Jeg er holdt op med at have hårde samtaler med folk, der ikke ønsker at ændre sig. Jeg er holdt op med at tilbringe tid med mennesker, der er ligeglade med min tilstedeværelse og eksistens, og om jeg er død eller levende. Jeg er holdt op med at elske mennesker, der ikke er klar til at elske mig. Vores medfødte instinkt og kultur byder os at gøre alt, hvad der er muligt, for konstant at tækkes andre menneskers vilje og behov, men det er også denne impuls, der stjæler  tiden, energien og ens mentale, fysiske og åndelige helbred.

 

Når man holder op med dette, så  begynder man at manifestere sig i og fokusere fuldt og helt på  sit liv, med glæde, interesse og engagement, men det er bare ikke alle, der vil kunne glæde sig over, at man er kommet dertil.


Det betyder ikke, at du skal ændre, hvem du er.
Det betyder, at du skal holde op med at elske mennesker, der ikke er klar til at elske dig.
Hvis du bliver udelukket, konstant bliver såret,  bliver underlagt fornærmelse, udskamning, glemt eller let ignoreret af dem, du tilbyder din tid til, så gør du ikke dig selv en tjeneste ved fortsat at tilbyde dem din energi og din tid og liv.


Sandheden er, at du ikke er for alle.
Du kan ikke gøre alle tilfreds.
Ikke alle er noget for dig.
Det er det, der gør denne verden så speciel, når du finder de få mennesker, du har et ægte venskab eller kærlighedsforhold til.


Det er værdifuldt, det ved man,  når man har oplevet, hvad der ikke er.
Men jo mere tid, du bruger på at få nogen til at elske dig, der ikke kan, jo mere tid spilder du på at berøve dig selv den samme evne.



Jo mindre jeg lader mig  involvere i integriteten af de mennesker, der bruger mig som stødpude, boksebold, syndebuk,  en reservemulighed, en terapeut og en strateg for deres følelsesmæssige helbredelse og frustrationer, jo mere tid  holder jeg mig uden for det samfund, jeg ønsker at være en del af. Jeg er holdt op med at deltage og fodre denne opslidende energi-æder-types ego, og jeg regner ikke med at været savnet i vedkommendes liv. For mig er det indlysende, at hvis jeg stopper med at prøve,  så vil  relationen og mareridtet ende. Når man holder op med at elske nogen, vil kærligheden mellem en selv og denne ophøre.

 

Det betyder ikke, at jeg har ødelagt en relation.
Dette betød, at jeg var den eneste af os 2, der holdt den i gang.

MIG OG DET VAR KUN MIG, der holdt relationen igang.
Det er ikke kærlighed.
Det er en usund binding.


Det mest værdifulde og vigtigste du har i dit liv, er din energi.
Det er ikke kun din tid, fordi den er begrænset, det er også din energi, der tappes.
Det, du giver hver dag, er det, der vil blive skabt mere og mere af i dit liv.
Det er til de mennesker, du giver din tid og energi til, at du vil definere din eksistens.


Når man indser dette, begynder man at forstå, hvorfor man var så urolig, utryg og utålmodig, da  man tilbragte sin tid med folk, der ikke kunne lide een, og med aktiviteter, på steder, og i situationer, der ikke passede een selv..

Man indser, at det vigtigste, man  kan gøre for sit liv, for sig selv og for alle, man kender, er at beskytte eens egen indre positive energi hårdere end noget som helst andet.


Man gør sit liv til et sikkert fristed, hvortil kun mennesker, der er 'kompatible' med en selv, har følelsesmæssig adgang.


Jeg er ikke ansvarlig for andre mennesker og deres handlinger.
Jeg  er ikke ansvarlig for at redde nogen.
Det er ikke mit job at eksistere for andre ennesker og give dem mit liv, øjeblik efter øjeblik, uafbrudt.

For hvis man har det dårligt, hvis man føler, at man har en pligt, hvis man føler sig skyldig, er man ved årsagen til hele eens insisteren på at få denne ubehagelige mennesketype  til at holde af een.


Det er op til en selv at elske sin skæbne, acceptere og finde den kærlighed i andre mennesker,  som man  synes, man fortjener.


... Derefter må man kunne se, at alting omkring een begynder at ændre sig....

 

Ok, der er visse uforanderlige og forfærdelige ting  i min skæbne,  som  jeg ikke helt har lært at elske endnu. 

For hvad betyder det at elske sin skæbne? 

Bliver man lykkeligere af det?

Er det ikke nok "bare" at affinde sig med den?

 

Lisbet Lærke.

For første gang i 1 1/2 år lød familiegongen endelig igen og kaldte til samling om maden , der blev indtaget i både vores ufærdige spisestue og ditto lounge, for de, som ønskede at deltage i min sommerfest, for vi er mange, så vi sad rundt om hhv mit nyeste genbrugsfund og et af vore andre spiseborde. Jeg sad i døråbningen med mine krykker og med  et ben i hver stue, for jeg ville gerne være begge steder.

 

 Vi har stadig en deltaversion af virussen kørende rundt i samfundet og stadig mange ansatte og studerende i sundhedssektoren i familien fordelt over hele  landet, så vi passede godt på, hver 2. Plads rundt om det store bord blev holdt tom. I pauserne mellem retterne og regnbygerne blev de jaget ud i pandemihavens små siddegrupper i gårdhaven,  for selvfølgelig skulle det efter en sommer med høj sol og 2-3 hedebølger,  og når jeg ikke havde set min familie i lang tid, og efter et værre gedemarked  med at få alle 16 nærmeste vaccineret, lige blive efterår den dag. 

 

Du læste rigtigt. 

 

Undertegnede er omsider også blevet færdigvaccineret. Det skete helt uden fotografer, dramatik eller allergi, helt uden brug af det dertil opstillede genoplivningsudstyr, paramedicineren og den fremlagte allergisprøjte, og helt uden forudgående annoncering på de sociale medier,  for jeg gad ikke fornægterne og antivacernes udskamninger. 

 

Jeg er ikke  blevet til en zombie , og jeg har passeret udløbsdatoen for formering og fået de børn, jeg skal have, så er diskussionerne om evt ændringer i min arvemasse irrelevante.

 

Jeg fik ingen bivirkninger overhovedet.

 

Såvidt jeg er orienteret , var der ingen , der blev smittet ved familiesammenkomsten. Det er jeg bare så glad for.  Jeg kan leve længe på denne sammenkomst.

 

I huset er vi begyndt at gøre klar til vinteren.

 

Således er jeg begyndt at sælge ud af de mange store planter og palmer fra vores meningsfulde overlevelses- plant rescue sidste vinter, finde nye hjem til dem, så vi kan få plads til både nye plejetrængende planter og os selv i vore kommende indendørs vinterhaver.  Folk kører gladeligt helt fra København for at hente dem, for nu er mange af de skønne luftrensere kommet i trivsel og blevet flotte,  dobbelt så store siden modtagelsen.

 

 

De får et nyt liv rundt omkring i venteværelser og pauserum hos betrængte selvstændige erhvervsdrivende behandlere og i private hjem , hvor folk nyder dem og bruger dem til privat afstresning, mindfulness og terapi. 

 

Dejligt at være med til at gøre en forskel der,  for der er fortsat mange , der lider efter forrige vinters lange  nedlukning, isolation og hjemmekontorarbejde.

 

 

Det er ikke alle planterne fra i vinter, vi skal af med, men vi må se at komme videre.

 

Lidt udtynding i de indendørs skyggefulde tropiske bede ændrer ikke på, at selv en herskabsvilla kan blive overfyldt. Planter bliver jo ikke mindre med tiden.

 

De enorme vinterblomstrende koldtrumsorkideer, jeg har fået ind fra et orkidesamler-covid19-dødsbo i Tyskland fylder stadig 3 gange så meget, som de solgte videreformidlede planter, så vi har et stykke vej endnu, før vi selv kan være her.

 

Igen er det tragiske omstændigheder, der gør det muligt for mig at prøve noget nyt, jeg kondolerer til de efterladte, men vi i de levendes rige må altså se at komme videre og prøve på at få det bedste ud af situationen og tiden bagefter pandemien.

 

Jeg læser og sætter mig ind i pasningen af disse sarte og svært dyrkelige orkideer. De er stærkt medtagede af rejsen, karantænen, og af at deres "far" forlod dem i marts i år, hvor de blev overladt til arvingerne, et hold drengeteenagere, der måske ikke lige har helt den samme specielle passion for store koldtrumsorkideer fra Himmaleya som afdøde havde....

 

Så vi må se, om jeg kan drive orkideerne i blomst og om de kan overleve her. De får i hvert fald optimale trivselsmuligheder her i Guldborghus, hvor jeg er startet med at smide dem udenfor  i storm, kulde, regn og rusk.

De skal jo lige mærke, at de er kommet hjem på bjerget, ikke?

 

 Lisbet Lærke.

I mine forrige blogge har jeg skrevet om traumerne ved at være mig  og uretfærdighederne overfor mig som patient under denne pandemi, og hvad det gør ved mig som person. 

 

De og mine fysiske lidelser gør, at jeg i øjeblikket overhovedet ikke har lyst til at fremstille kunst, herunder woven heart art . Jeg bliver ikke inspireret af konstant at skulle kæmpe for at overleve, fordi andre nu har fået deres frihed og tryghed tilbage og dermed langt bedre overlevelsesvklkår end jeg, for jeg skal stadig fokusere på at overleve i stedet for, både fysisk og psykisk, og jeg føler stadig, jeg er nødt til at kæmpe for min eksistensberettigelse.

Retten til at eksistere. 

 

Jeg er hverken sej eller stærk, som andre hævder, kan ikke holde til flere smerter end andre,  bare fordi jeg kan overleve.

Min styrke ligger lige nu i, at jeg ikke har nogen psykiatriske eller psykiske diagnoser , heller ikke har tænkt mig at få nogen, og at mit liv faktisk overhovedet ikke handler om sygdom og skiftende restriktioner,   når det kommer til stykket.

Jeg skal ikke hele tiden spritte hænder af, holde afstand, gå med mundbind, osv, når jeg opholder mig indenfor min egen matrikel. Jeg kan skabe mig et liv og min egen smukke  verden, så længe jeg bliver holdt isoleret, uden at andre blander sig.

 

Jeg bliver aldrig en del af flokken, det har jeg forlængst erkendt og accepteret. Det er meget længe siden, jeg har følt mig som en del af samfundsfællesskabet.

Men i modsætning til mange andre, så har jeg et indholdsrigt liv og kan beskæftige mig selv, også under pandemien. Min evne til at se fremad, skabe nye visioner , få nye ideer affødt af den til enhver tid værende situation, er uundværlig og bevaret intakt fra før pandemien.

 

Vi får tid og råd til at realisere det hele, efterhånden som privatøkonomien og de færdige renoveringer af huset tillader det. Genåbningen og installationen af den private og privatfinansierede samling, Woven Heart Art Museum , er blevet nedprioriteret her under coronaen, og det bliver den ved med at være, indtil pandemien er slut,  og vi er blevet færdige med de nødvendige renoveringer af huset.

Nogle, der måske skulle have været foretaget midt i driften senere. Et andet sted, hvor vi naturligt skaffer penge på budgettet til at anlægge Pandemihaven i den lille gårdhave , er allle de penge som alle andre mennesker nu går ud og bruger til at tage på ferie, gå på restauranter,  køre rundt i store biler for, ryge for, drikke alkohol for, frisørbesøg, Tivoli besøg, cafeer, ud at more sig med familie og venner for,  osv. Ting, , som vi alligevel ikke kan i øjeblikket på grund af den situation, vi er i.

 

 

Vi har eksempelvis lige solgt vores billetter til Nykøbing Falsterrevyen. Dem blev der købt  planter til gårdhaven og lægter til bindingsværket for.

Vi har igen måttet aflyse vores hårdt tiltrængte sommerferie.

 

 

Her er  plads til at tænke på at forme fremtiden, hvor man godt kan bruge fortidens erfaringer.

 

Hvis man læser tilbage i denne blog, vil man opleve , at jeg har haft flere lange sengeliggende perioder med kraftige fysiske smerter i perioden 2016-2018. Det, der holdt mig oppe både fysisk og psykisk, var at have liv omkring mig,  grønne planter og orkideer og at skulle op og passe dem.

 

Jeg lovede mig selv, at denne  smukke passion ville jeg tage med mig, når vi engang fik solgt vore istandsatte lejligheder i København og købt os et hus, så vi kunne bo og arbejde det samme sted.

 

Jeg har holdt dette løfte overfor mig selv.

 

Udenfor  i Pandemihaven, som vi kalder vores lille bitte gårdhave, er jeg i gang med at skabe os en frodig oase af en helårsblomstrende have. Stort arbejde, som ikke var med i de oprindelige planer her på stedet, men som giver os et dejligt og sikkert sted at gå udenfor under pandemien og nogle smukke og stemningsfulde uderum at opholde os i på sigt.

 

 

1/2 af haven er anlagt. Bagsiden af huset mangler vi stadig at renovere. Min mand er ved at genopføre et skur i bindingsværk med sedumtag, som bliver en blanding af et orangeri og atelier for mig. Vinduerne på bagsiden af vores gamle hus er ved at falde ud, nogle få nye er indkøbt,  og vi er fortsat i gang med en facaderenovering, så her er arbejde  nok til den af os, der kan lave noget.

 

Den anden, nemlig jeg, laver det, jeg kan, når jeg kan. 

Siddende.

 

Med 4 timelange hvil om dagen på grund af den nu påviste begyndende hofteartrose, slidgigt i begge hofter, bliver det ikke til så meget. Tingene går ikke så hurtigt, fordi jeg er nødt til at pendle rundt på krykker mellem projekterne, kun 15 min adgangen hvert sted  for ikke at overbelaste noget. Men stille og roligt, lidt efter lidt, bliver de færdige.

 

Folk, der tror, vi er gået i stå her,  tager fejl omkring vores evner og overlevelsesstrategier.

 

Vi er kommet meget længere her i vores livs,- og konceptudvikling, end det var meningen fra starten.

 

Min plan er, at vi bagefter pandemien skal indhente alle vore tab under pandemien ved at bruge vore pandemitraumer og isolationen her til noget konstruktivt bagefter.

 

Vi skal bare finde en måde at gøre det på, også fortsat gøre det i  vores  eget tempo og på vore egne præmisser.

 

 

De energiopladende pauser tilbringes i uderummene i den del af gårdhaven,  som vi allerede har anlagt , - også med at planlægge og forberede den kommende vinter indenfor og udenfor.

 

Sidste vinter tog jeg imod 63 store grønne tropiske moderplanter i mit Plant Rescue projekt . 

Jeg købte de sjældne og forsømte  planter,  gav dem et nyt liv. Flere af dem har også fået et nyt hjem i lokalområdet, hvilket giver noget god networking. De kom lige før nytår  fra et dansk coronaramt-, nedlukket og nu helt lukket gartneri.

 

 

Tragisk baggrund, men sikke en frodig vinter, vi havde!

En mere af den slags, tak, og gerne med  mulighed for blomster denne gang!

 

Det får vi muligvis, for i løbet af sommeren overtager jeg en bunke vinterblomstrende orkideer fra boet efter en tysk samler, der er død af covid19.  Lige nu er den første sending på 4 stk i karantæne i Tyskland, inden ankomsten hertil.

 

 

Der er så vidt, jeg kan  se på listen over de tilbudte orkideer fra boet, også nogle imellem, som næsten ikke er til at skaffe eller se her i Danmark, fordi de kræver en meget speciel pasning for at kunne blomstre. 

Godt med nogle nye udfordringer.

 

 Lisbet Lærke.