Nyhedsblog d. 21/1 2020 ... (144.801)

Meeeen, jeg havde slet ikke forestillet mig, hvor ensom man kan føle sig juleaften uden sin familie. 

 

Selvom jeg havde prøvet 1 gang før at være helt alene  i julen på grund af en forstuvet fod for 6 år siden, der først kunne røntgenfotograferet 3. Juledag,  så var det slet ikke det samme, som når man har levet isoleret fra sin familie og andre mennesker i 9 måneder på grund af myndighedernes restriktioner som følge af en virus,  man kan blive slået ihjel af eller invalid af, fordi man er i en risikogruppe.

 

Julen blev simpelthen og meget fornuftigt aflyst for min store familie.

Vi holdt den hver for sig i små bobler.

 

Vores var så lille,  2 personer mig selv inklusive, at jeg slet ikke kunne klare at sidde ved det store spisebord i spisestuen med alle de tomme pladser.

Savnet blev simpelt hen for stort med al den tomme plads,  så vi rykkede op i et mindre rum,  nemlig i kvisten ved det helt nye kvistvindue,  vi selv har bygget og sat i kvisten mod gaden som en del af en godkendt facaderenovering.  Også juletræet var skrumpet til et på 50 cm, der var lige akkurat plads til de pakker,  vi havde pakket ind til os selv,  for at der ikke skulle være alt for tomt under træet. 

 

Det var en svær aften at komme igennem, syntes vi.

 

Dagen efter havde jeg det ikke bedre,  så vi gik hurtigt videre,  pakkede julen sammen allerede 2. Juledag og besluttede,  at Nytårsaften skulle være helt anderledes og holdes i spisestuen.

 

Hjælpen til dette kom fra en helt uventet kant.

 

For 3. Juledag fik vi pludselig nys om,  at et  stort plantecenter i midtjylland var blevet lukket ned på ubestemt tid af myndighederne d. 24. December på grund af restriktioner og et aktuelt udbrud af corona. 

 

Så nu stod de med en masse store eksotiske grønne moderplanter. Luftrensere, de ikke kunne komme af med, og som ikke blev passet, og som derfor bare ville stå og visne og skulle smides ud.

 

Plantearter,  der er svære at få fat på her på Sydhavsøerne, også når butikkerne gerne må have åbent. Vi kan ikke købe dem her,  og vi manglede noget liv omkring os.

 

Ideen om at lave et "Plant Rescue" fik jeg meget hurtigt. Det har jeg lavet før i forbindelse med orkanen Bodil, hvor jeg fik en masse hibiscus planter i pleje, ligesom jeg også fra tid til anden får orkideer forærende, som andre mennesker har opgivet at få til at trives. 

 

Men hvad jeg ikke lige havde forudset denne gang var antallet af planter:

 

63 stk!

 

Størrelsen på dem gik også først rigtigt op for mig, da de efter en specialopvarmet kørsel blev leveret hos os i Nykøbing Falster d. 30. December om aftenen. 

 

Samtidigt viste det sig, at alt hvad vi manglede for at kunne renovere huset videre, kunne vi ikke få leveret foreløbig på grund af den aktuelle langvarige  nedlukning af samfundet, så vi måtte lige finde på noget andet meningsfuldt at bruge vinteren i ufrivillig  isolation på .

 

Det blev en pragtfuld og eksotisk Nytårsaften, og en skøn Nytårsmorgen som så mange morgener derefter med frisk luft overalt i hele huset.

 

 

Januar har indtil videre været fin på den måde, at vi har haft så meget at gøre med planterne, der skal passes individuelt med lys, vand og forskellige temperaturer,  at vi ind imellem har følt os hensat til troperne.

Så vi har gået og hygget os med dem og holdt hjemmeferie i nogle uger.

 

 5 stk har vi måttet skaffe os af med, fordi jeg fik en allergisk reaktion overfor dem.

1 plante klarede ikke strabadserne på vejen hertil.

1 plante har allerede forladt os til et nyt hjem i lokalområdet.

 

Vi bliver gennem vores Plant Rescue Projekt tvunget til at netværke lidt mere lokalt, når vi skal finde nye hjem til planterne,  og de nye ejere kommer for at hente planterne en efter en udendørs og med afstand og så videre.

 

Hvis du vil vide,  og følge med i, hvordan det går med dette projekt eller vore andre projekter, kan du følge med på:

 

www.guldborghus.dk

 

Eller på min instagramprofil

 

@larklisbet

 

som handler om vores husrenoveringer og mit liv i isolation i Guldborghus. 

 

Håber , denne groteske situation snart slutter, ved at vi snart kan blive vaccineret, så vi kan komme til at leve et normalt socialt liv igen.

 

Indtil videre med diverse forsinkelser  går der nok 4-5 måneder, før det er vores tur i køen til vaccination.

 

Hele dette museumsprojekt bliver også forsinket p. gr. a. pandemien.

 

Men det er lige nu et mindre vigtigt problem, da vi hverken har fået fondsmidler til opbygningen af museet eller til istandsættelser af vores bevaringsværdige hus. Vi har derfor heller ikke har krav fra fondsbestyrelser eller deadlines med husrenoveringerne, mv, der skal nås.

 

Dejligt.

Vi når det nok.

 

Mvh

Lisbet Lærke.

 

Iiiih, hvor er jeg glad for, at vi ikke realiserede vores oprindelige plan med at starte op i november 2019, da vi for private midler købte og overtog huset, men i stedet lukkede alt ned ved overtagelsen, på grund af opdagelsen af et... viste det sig senere... et ca 10 år gammelt men stort borebilleangreb i udstillingsgulvet , som vi ikke lige mente, vi kunne overskue at udskifte med øjeblikkelig varsel.

 

For vi havde uden tvivl været nødt til at lukke det ned i år igen, ligesom mange andre kulturoplevelser har blødt under denne pandemikrise.

 

Vi er begge i risikogrupper ,  venter på en vaccine og er godt og grundigt trætte af coronaen, og alt det den gør ved samfundet, familierne og os mennesker imellem.

 

For os og dette projekt har pandemien betydet, at vi stort set har måttet blive hjemme siden marts måned for at passe på os selv, da udviklingen forlængst har vist , at man ikke kan overlade ansvaret for ens egen personlige sikkerhed til fremmede menneskers skødesløse og ligegyldige adfærd. Den adfærd, som sammen med realitetsfornægterne nu er årsag til, at det kommer til at gå helt galt i julen og nytåret, så smittetallene kommer til at eksplodere.

 

Vi er akkurat ligeså ramte som alle andre. Vi får heller ingen hjælp til at komme igennem den.  Det eneste, vi kan gøre er, fortsat at passe på os selv og vores helbred, som er en forudsætning  for, at vi kan gennemføre dette projekt. 

 

 

Derfor er det mig også en gåde,  hvordan andre mennesker kan opføre sig  som om denne farlige og invaliderende smitsomme infektion ikke eksisterer, og eksempelvis foreslå ,  at vi åbner denne private samling for lige præcis dem og hele deres familie på 25 personer fra København,  nu hvor alle andre juleoplevelser og restauranter er lukket ned derinde  og smittetallet ikke er så højt i Guldborgsund,  så kan det jo ikke skade nogen. Og dette er  privat og ikke et offentligt museum    så det må vi jo gerne ....???

 

For det første, så er vi slet ikke færdige med opbygningen,  ombygningen og renoveringen af stedet.

 

For det andet, så har vi aldrig haft åbent i juledagene,  idet disse altid har været forbeholdt samvær og besøg af vores egen familie. 

 

For det tredie og måske aller vigtigst: 

Jeg ser det lige nu i denne alvorlige samfundssituation ikke som min opgave at tiltrække turister fra andre regioner, der tager på ferie væk fra coronaen, for det kan man ikke. Den er en usynlig følgesvend, folk kan have den og smitte andre uden selv at have symptomer. Det ville derfor være uforsvarligt  af mig  og skadeligt for lokalsamfundet at lukke grupper af fremmede ind i mit hjem under en undtagelsestilstand,  hvor vi alle er blevet bedt om ikke at være i store sociale grupper. Intet er normalt. Dette er ikke det nye " normale."

 

Når vi har lavere smittetal hernede, handler det om, at vi lokale hele tiden har fulgt restriktionerne og derfor passer bedre på hinanden, end I har gjort i storbyerne. 

 

Hvorfor har voksne mennesker så svært at forstå en kollektiv besked, når det handler om at passe på deres eget liv og helbred og beskytte deres kære?

 

Det handler ikke kun om at beskytte de ældre og os i risikogrupperne. Det handler også om at beskytte de yngre familiemedlemmer mod den skyldfølelse,  der kan opstå,  hvis de viser sig at være raske smittebærere og kommer til at smitte resten af familien , således, at næste gang,  I mødes,   bliver til en coronabegravelse i januar, bare fordi I ikke kunne undvære bare en enkelt jul i familiens skød.

 

 Jeg skærer det lige ud i pap:

 

For ikke at overbelaste sundhedsvæsnet, sikre respiratorer til alle,  der får brug for det, slide vore hårdtarbejdende sygeplejersker og læger m. fl. op ved at supersprede en sygdom,  der gang på gang har vist sig at langtidssvække kroppen, ødelægge de indre organer og give symptomer på skader på centralnervesystemet, som en varig mangel på lugte- og smagssansen jo er, så skal I blive på jeres egen ø og i jeres egen by,...  ja , ... helst blive hjemme hos jer selv i julen. 

 

Over 3000 nye smittede har vi nu pr dag, og tallet kommer til at stige langt ind i januar , fordi folk ikke kunne tilsidesætte deres eget behov for at være sammen med familien i julen.  

 

Det er umuligt at planlægge noget bare en måned frem.

 

Vi her I huset har hele tiden fra uge til uge måttet prioritere om, således   at dette projekt eksempelvis må nedprioriteres, og vores egen private trivsel her på stedet under den af myndighederne anbefalede isolation er blevet opprioriteret.

 

Vi skal ud og have lys  liv og forårsfornemmelser hver dag for ikke at føle os  spærret inde.

 

Så hele sommeren, udover at vi i fællesskab har skiftet 8 vinduer, renoveret 6 vinduer, færdiggjort 2 af siderne på huset, gennemført 2/3  af en planlagt facaderenovering,  så har jeg gået og anlagt et stykke af den lille bitte gårdhave  bag huset, så vi har blomster i den året rundt. En vinterhave,  og et sted at gå udenfor og trække noget frisk luft hver dag, uden risiko for at blive smittet og uden, at andre mennesker hele tiden skal tage hensyn til os  og alt det bøvl , der kan følge med der . Vi gider det ikke længere!

 

Så vi gør som så mange andre hernede, hvor alle sociale aktiviteter  foreninger og fritidsaktiviteter klogeligt har været lukket ned siden foråret :

Holder os på egen matrikel.

 

Dette åndehul udenfor på matriklen er uundværligt for os, og vi har arbejdet i værksteder udenfor lige siden marts måned i år.

 

Først her, hvor det er blevet koldt udenfor,  er vi trukket  indenfor. Vi fortsætter arbejdet her i vores stemningsfulde og beskyttende hus, hvor vi slap i foråret.

Vi får alting også alle byggematerialer bragt,  således som vi i risikogrupperne er blevet anbefalet af myndighederne,  og det giver os mere tid til at lave tingene, mere ro på. Vi har god tid, der er ikke noget,  vi skal nå.

 

Vi har forberedt os grundigt på 2. runde af coronaen og heldigvis sørget for   masser af meningsfuld beskæftigelse hele vinteren igennem for os her, mens coronaen raser i resten af samfundet.

 

På fotoet ses et udsnit af den vitrinevæg, der manglede midt i museets udstillingsrum,  og som vi har købt vitriner til i perioden mellem de 2 første runder af pandemien. Vi bygger stadig på den store dobbeltsidige vitrinevæg og afslutningerne på begge sider af den.

 

 Når vi er færdige med den, går vi i gang ned at ombygge planløsningen i stueetagen,  så en grim og defekt dør udskiftes. Vi banker også  hul fra spisestuen/ modtagelsen og ind til rummet,  hvor woven heart art samlingen skal bo.

 

Derefter regner vi med , at det bliver forår    så vi kan komme udenfor igen.

 

På grund af pandemien holder vi jul alene i år.

Det kan vi godt overleve,  selvom vi savner vore kære helt vanvittigt. 

 

Pas nu godt på jer selv og de andre omkring jer!

 

Vh

Lisbet Lærke.

 

 

"Fremtiden tilhører dem, der har forberedt sig på den."

Sagt af et tidligere bestyrelsesmedlem af en konkursramt koncern, en ofte brugt TV-debattør. Jeg vil ikke nævne hans navn her i bloggen, for konkursen ruller stadig, aktiverne bliver solgt i auktionshusene. Det må være helt forfærdeligt at se et meget gammelt familiefirma, der også indeholdt et museum, som man for 10 år siden var med til at overtage ledelsen af og selv har udviklet til et internationalt brand, synke i grus. Især, når det ikke er første gang, der sker, og man har en facade udadtil, der skal holdes.



Men intet kunne være mere korrekt end indledningsordene til denne blog.
For også i denne tid er vi nemlig allesammen ikke bare nødt til at tilpasse os nutidshistorien, de ting, der sker lige nu, for at kunne overleve. Vi er også nødt til at kigge fremad og lære af udviklingen for eksempel pandemien.

 


Hvad kan vi så lære af pandemien for eftertiden ?


Efter den bør der ikke være nogen, der er I tvivl om, hvorledes diverse virusser spreder sig, nemlig ved tæt fysisk kontakt med mange mennesker.



Jeg er fra en generation, hvor krammekulturen ikke eksisterede. Det gjorde vi ikke i min barndom og ungdom, vi havde heller ikke pandemier. De 2 ting, er jeg sikker på, hænger sammen. Det er en vane, som i de senere år er blevet bragt ind i vores kultur af andre kulturer sydfra.

For mig har det har altid føltes meget akavet , grænseoverskridende og påtrængende, når vildt fremmede mennesker gik hen og krammede på mig på en udstilling. Jeg har aldrig følt mig tryg ved de der fremmede hænder omme bagpå min ryg, der rager op og ned, især nedad... - og jeg har aldrig har forstået det lækre ved, at eksempelvis en vildt fremmed mand maser sin krop tæt ind mod min. Jeg føler mig lige så ubehageligt til mode og utryg ved det, som andre gør ved IKKE at kramme, når de hilser. Disse mennesker forstår mange gange ikke, at vi andre ikke bryder os om det.



Min krop tilhører mit privatliv, som vildt fremmede mennesker ikke skal gøre sig selv til en del af.



Så for fremtiden krammer jeg kun med min nærmeste familie, min mand, mine forældre, mine brødre, deres koner, mine børn og deres partnere , evt kommende børnebørn, samt mine niecer og nevøer.

Altså min familie.


Alle andre vil i stedet for et håndtryk eller et kram blive mødt med min højre hånd lagt på mit hjerte og et nik.

Vi har også alle sammen fået et udvidet kursus og viden om, hvor vigtig håndhygiejne er for at forhindre spredning af ikke bare Covid19, men også andre vira. Den vil jeg også tage med mig i et pænt stykke tid, ihvert fald, indtil vi har fået brugt de 75 flasker WISH håndsprit, som folk grinede af, at jeg opkøbte, så de ikke kunne blive trukket tilbage fra forhandlerne i sommer. De er allerede nu med til at sikre nogle rutiner her i huset. Blandt andet, så er de glimrende til at spritte de 21 genbrugsmontrer af, som vi lige har købt på auktion.

Vores 3 år lange generalprøve i Tisvildeleje viste nemlig, at når folk kigger på flettede hjerter, så er det et "must" at komme helt tæt på. Næserne bliver trykket flade mod ruderne , efter at hænderne er lagt på glassene, og hvis munden stod lidt åben, da de kom ind, tabte de sjovt nok helt skuffen, da de kiggede på hjerter. Så fremover, når vi går i drift engang, vil montrene blive sprittet af dagligt mellem rundvisningsholdene af hensyn til de følgende besøgende, ligesom der også vil være mulighed for at spritte hænder af efter toiletbesøg, og når man kommer og går.



Så har pandemien lært os, at undgå store grupper.

Det passer mig fint, for jeg har heller aldrig følt mig tryg i store forsamlinger af fremmede mennesker. Der skal også være plads til os, der har det sådan, og vi er mange stille eksistenser, så fremover skal der bookes og betales for billet over nettet på forhånd, hvor et eksternt booking bureau bliver sat til at registrere, hvem der kommer og gå her og hvor mange.

Står det til mig, og det gør det temmeligt meget, så bliver der max udbudt 6 pladser på en rundvisning. Det handler om afstand mellem folk, men det handler også om at begrænse sliddet på de originale 104 år gamle gulve og på resten af inventaret og om sikkerhed i almindelighed.


Men vi er ikke klar til åbning endnu.


Jeg er ved at renovere ca 73 m2 lofter tilsammen i receptionen, museet og loungen med stukkationer, malerier osv.


Det er ikke for at være sippet, men når jeg skal drive sådan en udstilling, som denne her med måske flere hold rundvisninger på en dag, føler jeg stadig også efter pandemien et samfundsansvar for ikke at være superspreder og et ansvar for min egen personlige sikkerhed.

Når du går ind på ethvert andet museum, går du jo heller ikke hen og krammer på kustoderne eller omviserne der, vel? 

Vi 

Lisbet Lærke

I den kommende tid kan det komme til at se ud, som om, vi er liiige ved at åbne , for lige nu tager vi nogle enorme kvantespring fremad.

Vi får ingen fondsstøtte, så økonomisk er vi lidt afhængige af at handle, mens mulighederne er der.

 

Det gælder også, når mine ønskedrømmemontrer, dem,  jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at jeg ville få råd til at købe,  kommer på auktion, fordi en gammel hæderkronet virksomhed er gået konkurs.

 

Den er blot een af de mange private kulturvirksomheder, der har lidt coronadøden på grund af nedlukningen af landet og  den manglende tilstrømning af udenlandske turister. 

 

Mit hjerte blødte,  da jeg læste om det, men konkursen var desværre ikke til at undgå, og alle deres aktiver røg på auktion som en del af boets opgørelse og afvikling.

 

For tiden bliver nogle af de brugte montrer, som jeg med længsel har stået og beundret, derfor leveret til The Woven Heart Art Museum ,  Julehjertemuseet  efter adskillige hammerslag på  en auktion.  Nogle af dem er allerede blevet leveret sammen med andre møbler fra auktionen til den tilstødende lounge, som er til de besøgende, der spørger om de må se mine andre kunstværker og miniaturer  også til os selv, når vi vil slappe af midt i travlheden. 

 

Men samfundet er slet ikke klar endnu på andre fronter , til at vi kan starte op.

 

Vi venter på en vaccine mod Covid19, før vi kan åbne, for vi er stadig i risikogrupperne.

 

Vi,  der har købt et hus til et museum, som vi bor i, mens vi bygger det op og som hele tiden har overholdt alle myndighedernes regler og restriktioner,  står jo desværre ikke lige forrest i prioriteringskøen til en vaccination. Så samfundet må vente på denne oplevelse, indtil samfundet mener, at vi er vigtige nok for samfundet, til at samfundet vil beskytte os med en vaccine .

Lisbet Lærke.

De grå montrer, som vi tidligere udstillede min woven heart art udstillingen "H. C. Andersen Passion" i, er blevet udskiftet med et nyt gammelt møbel, jeg har indkøbt på en netauktion.  Årsagen er, at de grå montrer ikke passede ind i den nye lokation i målene og i stilen,  og at jeg oprindeligt i 2011 fremstillede dem til en norsk permanent kirkeudstilling i Sande , "Jesu Kristi Livsforløb",  som aldrig blev til noget, fordi menighedsrådet afbestillte udstillingen, som var blevet bestilt af en manio-depressiv trosoplærer, da vi boede i Nordjylland. 

 

Afbestillingen kom et stykke inde i min fremstilling  af både woven heart arts og specialbyggede montrer til udstillingen, der passede ind i den norske kirke, men ikke ret mange andre steder. Den ubehagelige og dyre oplevelse har i mange år hængt som et nederlag og skygge over mig og dette projekt,  hvor montrerne var færdige  og derfor istedet blev anvendt til min H C Andersen udstilling i Tisvildeleje  i de 3 år, museet var i drift der.

 

The Woven Heart Art Museum er ikke et specielt kristent museum, det er et  unikt kunstmuseum. Da der ikke er andre kunder, der efterfølgende har bestilt  en færdiggørelse af min udstilling "Jesu Kristi Livsforløb" ,  føler jeg mig ikke forpligtet til at lave den færdig. Derfor er min fremstilling af woven heart arts til denne udstilling blevet skrinlagt  indtil videre.

 

Man skal sætte sig selv fri for de dårlige minder, sørge for at komme over dem. Det kan jeg ikke ved på 9. År hver dag at gå og kigge på møbler, der flere gange om dagen minder mig om  et projekt, som var tæt på at ruinere mig, fordi en kunstkunde svigtede så fælt ,   at jeg stadig efter 9 år kan mærke de ubehagelige vibrationer ,  når jeg går forbi disse montrer.  Jeg skal kunne trives i museet i min dagligdag.  Så dem måtte vi af med. 

 

Men nu manglede " H. C. Andersen Passion" så til gengæld en passende montre, som den jo egentligt hele tiden har manglet. Derfor står dette eventyrlige og fortryllende møbel nu i Guldborghus og venter på en renovering.

 

På grund af Coronaen og en tømrer , vi måtte fyre på ikke at ville arbejde efter de godkendte tegninger,  og som bestilte forkerte moderne vinduer  uden plads til de bærende stolper i hjørnerne, når vi ikke at blive færdige til at åbne i 2020. Jeg har nemlig selv fået opgaven med gennemrenoveringen af de 10 stk 1lagsvinduer med kitfals og med forsats i koblede rammer,..... -  en kæmpe ekstra manuel renoveringsopgave, vi havde regnet med aflastning i form af håndværkerhjælp til  , men  som der nok ikke bliver plads til i min hjemmearbejds- og planlægningskalender til, før næste sommer.

 

Jeg kan ikke arbejde hurtigere, end jeg gør.

 

Jeg har ikke lige pludselig fået 6 hænder istedet for 2, bare fordi andre mennesker svigter og ikke gør det arbejde, de er blevet bestilt til. 

 

Så vi er ikke klar til åbning endnu.

 

Venlig hilsen 

Lisbet Lærke