Nyhedsblog d. 4/10 2021 ... (161524)

Man træffer selv sine valg.
Herunder hvilke mennesker man vil omgive sig med ude i det virkelige liv, om det er nogen, der gavner en, dræner een, krænker en , misbruger en eller på anden måde skader en, og om det i det hele taget er nogen, man på sigt gider bruge sin positive energi på, hvis man aldrig får noget opbyggeligt igen.

 

Folk, der for at hævde sig selv gang på gang nedgør mig og dermed ikke respekterer mig som menneske eller det, jeg laver, ryger før eller siden ud af mit fokus, for  jeg orker ikke at blive udskammet og nedgjort, hvergang du er desperat og vil fremad for enhver pris.

 

Hvis du vælger mig fra, så har du også selv truffet et valg. Du har valgt dig selv ude af mit spændende liv. Jeg bliver mere og mere inaktiv for til sidst, uden du opdager det at diffundere helt ud af dit liv,  inden du bliver så jaloux på mit liv, at du ødelægger mig, mit liv og mine drømme.

 

Jeg foretager mig hver dag noget meningsfuldt og skaber mig et smukt liv og et frodigt univers på de konstant ændrede og begrænsede præmisser jeg har, og i en meningsløs tid.

 

Jeg er fysisk begrænset, har mistet en stor del af min mobilitet under pandemien, men jeg gør trods alt mig selv og andre mennesker den tjeneste at bruge min kreativitet og de ressourcer jeg har, når jeg kan.

 

Jeg har via egne personlige valg, livsstilsmæssige afsavn, og økonomiske prioriteringer gennem livet og trods et mangeårigt svækket helbred alligevel forsørget mig selv og dermed sammen med min mand bragt os i en priviligeret situation, hvor vi nu og i tide kan tillade os at lave det, vi har lyst til, udleve de drømme, vi har indenfor de grænser vore helbred sætter, og de sætter mange grænser.

 

VI FØLER DET, SOM OM VI KLATRER OVER ET BJERG HVER DAG.

 

Der er mange, der tror, at vi knokler uafbrudt på at få realiseret dette museumsprojekt og istandsat vores hus. Det gør vi ikke, for jeg KAN ikke knokle. Min krop KAN IKKE knokle. Den kan ikke holde til det.

Hvis vi havde knoklet igennem uden pauser og fridage, så havde vi været færdige med det hele til at genåbne  nu.

 

Men vi udlever vore andre  drømme,  og vi nyder sammen at kunne gøre det, inden det er for sent, når en af os bliver for syg til at vi kan gøre det, - og vi fortsætter med at skabe os nye visioner, udvikle os sammen, at drømme nye drømme  sammen og realisere dem, selvom der allerede nu, er mange ting vi ikke kan gøre sammen, som er en selvfølge for andre på vores alder.

 

Jeg har gennem 9 måneder haft kraftige smerter på grund af nyopdaget hofteartrose i begge hofter. Jeg kan i lange perioder hverken gå eller stå op. Min manglende mobilitet har givet mig mere tid til at tænke og bearbejde mine egne traumer, blandt andet tabet af de mennesker, jeg engang har holdt af, og som jeg føler, at jeg har mistet.

 

Så hvor jeg måske nok set fra andre menneskers synspunkt fysisk stadig er spærret inde, fordi jeg ikke kan komme så meget omkring grundet min hofteartrose,  så har jeg valgt at sætte mig selv fri psykisk, fordi jeg VIL have en forandring og udvikling i mit liv.

Jeg vil videre.

 

Jeg har valgt at give slip på de mennesker i mit liv,  der ikke er klar til at elske mig. Dette er det sværeste, jeg har  gjort i mit liv, men det er også det vigtigste:

 

 Jeg er stoppet med at give min kærlighed til dem, der ikke er klar til at elske mig. Jeg er holdt op med at have hårde samtaler med folk, der ikke ønsker at ændre sig. Jeg er holdt op med at tilbringe tid med mennesker, der er ligeglade med min tilstedeværelse og eksistens, og om jeg er død eller levende. Jeg er holdt op med at elske mennesker, der ikke er klar til at elske mig. Vores medfødte instinkt og kultur byder os at gøre alt, hvad der er muligt, for konstant at tækkes andre menneskers vilje og behov, men det er også denne impuls, der stjæler  tiden, energien og ens mentale, fysiske og åndelige helbred.

 

Når man holder op med dette, så  begynder man at manifestere sig i og fokusere fuldt og helt på  sit liv, med glæde, interesse og engagement, men det er bare ikke alle, der vil kunne glæde sig over, at man er kommet dertil.


Det betyder ikke, at du skal ændre, hvem du er.
Det betyder, at du skal holde op med at elske mennesker, der ikke er klar til at elske dig.
Hvis du bliver udelukket, konstant bliver såret,  bliver underlagt fornærmelse, udskamning, glemt eller let ignoreret af dem, du tilbyder din tid til, så gør du ikke dig selv en tjeneste ved fortsat at tilbyde dem din energi og din tid og liv.


Sandheden er, at du ikke er for alle.
Du kan ikke gøre alle tilfreds.
Ikke alle er noget for dig.
Det er det, der gør denne verden så speciel, når du finder de få mennesker, du har et ægte venskab eller kærlighedsforhold til.


Det er værdifuldt, det ved man,  når man har oplevet, hvad der ikke er.
Men jo mere tid, du bruger på at få nogen til at elske dig, der ikke kan, jo mere tid spilder du på at berøve dig selv den samme evne.



Jo mindre jeg lader mig  involvere i integriteten af de mennesker, der bruger mig som stødpude, boksebold, syndebuk,  en reservemulighed, en terapeut og en strateg for deres følelsesmæssige helbredelse og frustrationer, jo mere tid  holder jeg mig uden for det samfund, jeg ønsker at være en del af. Jeg er holdt op med at deltage og fodre denne opslidende energi-æder-types ego, og jeg regner ikke med at været savnet i vedkommendes liv. For mig er det indlysende, at hvis jeg stopper med at prøve,  så vil  relationen og mareridtet ende. Når man holder op med at elske nogen, vil kærligheden mellem en selv og denne ophøre.

 

Det betyder ikke, at jeg har ødelagt en relation.
Dette betød, at jeg var den eneste af os 2, der holdt den i gang.

MIG OG DET VAR KUN MIG, der holdt relationen igang.
Det er ikke kærlighed.
Det er en usund binding.


Det mest værdifulde og vigtigste du har i dit liv, er din energi.
Det er ikke kun din tid, fordi den er begrænset, det er også din energi, der tappes.
Det, du giver hver dag, er det, der vil blive skabt mere og mere af i dit liv.
Det er til de mennesker, du giver din tid og energi til, at du vil definere din eksistens.


Når man indser dette, begynder man at forstå, hvorfor man var så urolig, utryg og utålmodig, da  man tilbragte sin tid med folk, der ikke kunne lide een, og med aktiviteter, på steder, og i situationer, der ikke passede een selv..

Man indser, at det vigtigste, man  kan gøre for sit liv, for sig selv og for alle, man kender, er at beskytte eens egen indre positive energi hårdere end noget som helst andet.


Man gør sit liv til et sikkert fristed, hvortil kun mennesker, der er 'kompatible' med en selv, har følelsesmæssig adgang.


Jeg er ikke ansvarlig for andre mennesker og deres handlinger.
Jeg  er ikke ansvarlig for at redde nogen.
Det er ikke mit job at eksistere for andre ennesker og give dem mit liv, øjeblik efter øjeblik, uafbrudt.

For hvis man har det dårligt, hvis man føler, at man har en pligt, hvis man føler sig skyldig, er man ved årsagen til hele eens insisteren på at få denne ubehagelige mennesketype  til at holde af een.


Det er op til en selv at elske sin skæbne, acceptere og finde den kærlighed i andre mennesker,  som man  synes, man fortjener.


... Derefter må man kunne se, at alting omkring een begynder at ændre sig....

 

Ok, der er visse uforanderlige og forfærdelige ting  i min skæbne,  som  jeg ikke helt har lært at elske endnu. 

For hvad betyder det at elske sin skæbne? 

Bliver man lykkeligere af det?

Er det ikke nok "bare" at affinde sig med den?

 

Lisbet Lærke.

For første gang i 1 1/2 år lød familiegongen endelig igen og kaldte til samling om maden , der blev indtaget i både vores ufærdige spisestue og ditto lounge, for de, som ønskede at deltage i min sommerfest, for vi er mange, så vi sad rundt om hhv mit nyeste genbrugsfund og et af vore andre spiseborde. Jeg sad i døråbningen med mine krykker og med  et ben i hver stue, for jeg ville gerne være begge steder.

 

 Vi har stadig en deltaversion af virussen kørende rundt i samfundet og stadig mange ansatte og studerende i sundhedssektoren i familien fordelt over hele  landet, så vi passede godt på, hver 2. Plads rundt om det store bord blev holdt tom. I pauserne mellem retterne og regnbygerne blev de jaget ud i pandemihavens små siddegrupper i gårdhaven,  for selvfølgelig skulle det efter en sommer med høj sol og 2-3 hedebølger,  og når jeg ikke havde set min familie i lang tid, og efter et værre gedemarked  med at få alle 16 nærmeste vaccineret, lige blive efterår den dag. 

 

Du læste rigtigt. 

 

Undertegnede er omsider også blevet færdigvaccineret. Det skete helt uden fotografer, dramatik eller allergi, helt uden brug af det dertil opstillede genoplivningsudstyr, paramedicineren og den fremlagte allergisprøjte, og helt uden forudgående annoncering på de sociale medier,  for jeg gad ikke fornægterne og antivacernes udskamninger. 

 

Jeg er ikke  blevet til en zombie , og jeg har passeret udløbsdatoen for formering og fået de børn, jeg skal have, så er diskussionerne om evt ændringer i min arvemasse irrelevante.

 

Jeg fik ingen bivirkninger overhovedet.

 

Såvidt jeg er orienteret , var der ingen , der blev smittet ved familiesammenkomsten. Det er jeg bare så glad for.  Jeg kan leve længe på denne sammenkomst.

 

I huset er vi begyndt at gøre klar til vinteren.

 

Således er jeg begyndt at sælge ud af de mange store planter og palmer fra vores meningsfulde overlevelses- plant rescue sidste vinter, finde nye hjem til dem, så vi kan få plads til både nye plejetrængende planter og os selv i vore kommende indendørs vinterhaver.  Folk kører gladeligt helt fra København for at hente dem, for nu er mange af de skønne luftrensere kommet i trivsel og blevet flotte,  dobbelt så store siden modtagelsen.

 

 

De får et nyt liv rundt omkring i venteværelser og pauserum hos betrængte selvstændige erhvervsdrivende behandlere og i private hjem , hvor folk nyder dem og bruger dem til privat afstresning, mindfulness og terapi. 

 

Dejligt at være med til at gøre en forskel der,  for der er fortsat mange , der lider efter forrige vinters lange  nedlukning, isolation og hjemmekontorarbejde.

 

 

Det er ikke alle planterne fra i vinter, vi skal af med, men vi må se at komme videre.

 

Lidt udtynding i de indendørs skyggefulde tropiske bede ændrer ikke på, at selv en herskabsvilla kan blive overfyldt. Planter bliver jo ikke mindre med tiden.

 

De enorme vinterblomstrende koldtrumsorkideer, jeg har fået ind fra et orkidesamler-covid19-dødsbo i Tyskland fylder stadig 3 gange så meget, som de solgte videreformidlede planter, så vi har et stykke vej endnu, før vi selv kan være her.

 

Igen er det tragiske omstændigheder, der gør det muligt for mig at prøve noget nyt, jeg kondolerer til de efterladte, men vi i de levendes rige må altså se at komme videre og prøve på at få det bedste ud af situationen og tiden bagefter pandemien.

 

Jeg læser og sætter mig ind i pasningen af disse sarte og svært dyrkelige orkideer. De er stærkt medtagede af rejsen, karantænen, og af at deres "far" forlod dem i marts i år, hvor de blev overladt til arvingerne, et hold drengeteenagere, der måske ikke lige har helt den samme specielle passion for store koldtrumsorkideer fra Himmaleya som afdøde havde....

 

Så vi må se, om jeg kan drive orkideerne i blomst og om de kan overleve her. De får i hvert fald optimale trivselsmuligheder her i Guldborghus, hvor jeg er startet med at smide dem udenfor  i storm, kulde, regn og rusk.

De skal jo lige mærke, at de er kommet hjem på bjerget, ikke?

 

 Lisbet Lærke.

I mine forrige blogge har jeg skrevet om traumerne ved at være mig  og uretfærdighederne overfor mig som patient under denne pandemi, og hvad det gør ved mig som person. 

 

De og mine fysiske lidelser gør, at jeg i øjeblikket overhovedet ikke har lyst til at fremstille kunst, herunder woven heart art . Jeg bliver ikke inspireret af konstant at skulle kæmpe for at overleve, fordi andre nu har fået deres frihed og tryghed tilbage og dermed langt bedre overlevelsesvklkår end jeg, for jeg skal stadig fokusere på at overleve i stedet for, både fysisk og psykisk, og jeg føler stadig, jeg er nødt til at kæmpe for min eksistensberettigelse.

Retten til at eksistere. 

 

Jeg er hverken sej eller stærk, som andre hævder, kan ikke holde til flere smerter end andre,  bare fordi jeg kan overleve.

Min styrke ligger lige nu i, at jeg ikke har nogen psykiatriske eller psykiske diagnoser , heller ikke har tænkt mig at få nogen, og at mit liv faktisk overhovedet ikke handler om sygdom og skiftende restriktioner,   når det kommer til stykket.

Jeg skal ikke hele tiden spritte hænder af, holde afstand, gå med mundbind, osv, når jeg opholder mig indenfor min egen matrikel. Jeg kan skabe mig et liv og min egen smukke  verden, så længe jeg bliver holdt isoleret, uden at andre blander sig.

 

Jeg bliver aldrig en del af flokken, det har jeg forlængst erkendt og accepteret. Det er meget længe siden, jeg har følt mig som en del af samfundsfællesskabet.

Men i modsætning til mange andre, så har jeg et indholdsrigt liv og kan beskæftige mig selv, også under pandemien. Min evne til at se fremad, skabe nye visioner , få nye ideer affødt af den til enhver tid værende situation, er uundværlig og bevaret intakt fra før pandemien.

 

Vi får tid og råd til at realisere det hele, efterhånden som privatøkonomien og de færdige renoveringer af huset tillader det. Genåbningen og installationen af den private og privatfinansierede samling, Woven Heart Art Museum , er blevet nedprioriteret her under coronaen, og det bliver den ved med at være, indtil pandemien er slut,  og vi er blevet færdige med de nødvendige renoveringer af huset.

Nogle, der måske skulle have været foretaget midt i driften senere. Et andet sted, hvor vi naturligt skaffer penge på budgettet til at anlægge Pandemihaven i den lille gårdhave , er allle de penge som alle andre mennesker nu går ud og bruger til at tage på ferie, gå på restauranter,  køre rundt i store biler for, ryge for, drikke alkohol for, frisørbesøg, Tivoli besøg, cafeer, ud at more sig med familie og venner for,  osv. Ting, , som vi alligevel ikke kan i øjeblikket på grund af den situation, vi er i.

 

 

Vi har eksempelvis lige solgt vores billetter til Nykøbing Falsterrevyen. Dem blev der købt  planter til gårdhaven og lægter til bindingsværket for.

Vi har igen måttet aflyse vores hårdt tiltrængte sommerferie.

 

 

Her er  plads til at tænke på at forme fremtiden, hvor man godt kan bruge fortidens erfaringer.

 

Hvis man læser tilbage i denne blog, vil man opleve , at jeg har haft flere lange sengeliggende perioder med kraftige fysiske smerter i perioden 2016-2018. Det, der holdt mig oppe både fysisk og psykisk, var at have liv omkring mig,  grønne planter og orkideer og at skulle op og passe dem.

 

Jeg lovede mig selv, at denne  smukke passion ville jeg tage med mig, når vi engang fik solgt vore istandsatte lejligheder i København og købt os et hus, så vi kunne bo og arbejde det samme sted.

 

Jeg har holdt dette løfte overfor mig selv.

 

Udenfor  i Pandemihaven, som vi kalder vores lille bitte gårdhave, er jeg i gang med at skabe os en frodig oase af en helårsblomstrende have. Stort arbejde, som ikke var med i de oprindelige planer her på stedet, men som giver os et dejligt og sikkert sted at gå udenfor under pandemien og nogle smukke og stemningsfulde uderum at opholde os i på sigt.

 

 

1/2 af haven er anlagt. Bagsiden af huset mangler vi stadig at renovere. Min mand er ved at genopføre et skur i bindingsværk med sedumtag, som bliver en blanding af et orangeri og atelier for mig. Vinduerne på bagsiden af vores gamle hus er ved at falde ud, nogle få nye er indkøbt,  og vi er fortsat i gang med en facaderenovering, så her er arbejde  nok til den af os, der kan lave noget.

 

Den anden, nemlig jeg, laver det, jeg kan, når jeg kan. 

Siddende.

 

Med 4 timelange hvil om dagen på grund af den nu påviste begyndende hofteartrose, slidgigt i begge hofter, bliver det ikke til så meget. Tingene går ikke så hurtigt, fordi jeg er nødt til at pendle rundt på krykker mellem projekterne, kun 15 min adgangen hvert sted  for ikke at overbelaste noget. Men stille og roligt, lidt efter lidt, bliver de færdige.

 

Folk, der tror, vi er gået i stå her,  tager fejl omkring vores evner og overlevelsesstrategier.

 

Vi er kommet meget længere her i vores livs,- og konceptudvikling, end det var meningen fra starten.

 

Min plan er, at vi bagefter pandemien skal indhente alle vore tab under pandemien ved at bruge vore pandemitraumer og isolationen her til noget konstruktivt bagefter.

 

Vi skal bare finde en måde at gøre det på, også fortsat gøre det i  vores  eget tempo og på vore egne præmisser.

 

 

De energiopladende pauser tilbringes i uderummene i den del af gårdhaven,  som vi allerede har anlagt , - også med at planlægge og forberede den kommende vinter indenfor og udenfor.

 

Sidste vinter tog jeg imod 63 store grønne tropiske moderplanter i mit Plant Rescue projekt . 

Jeg købte de sjældne og forsømte  planter,  gav dem et nyt liv. Flere af dem har også fået et nyt hjem i lokalområdet, hvilket giver noget god networking. De kom lige før nytår  fra et dansk coronaramt-, nedlukket og nu helt lukket gartneri.

 

 

Tragisk baggrund, men sikke en frodig vinter, vi havde!

En mere af den slags, tak, og gerne med  mulighed for blomster denne gang!

 

Det får vi muligvis, for i løbet af sommeren overtager jeg en bunke vinterblomstrende orkideer fra boet efter en tysk samler, der er død af covid19.  Lige nu er den første sending på 4 stk i karantæne i Tyskland, inden ankomsten hertil.

 

 

Der er så vidt, jeg kan  se på listen over de tilbudte orkideer fra boet, også nogle imellem, som næsten ikke er til at skaffe eller se her i Danmark, fordi de kræver en meget speciel pasning for at kunne blomstre. 

Godt med nogle nye udfordringer.

 

 Lisbet Lærke.

Det er i orden at være vred i et stykke tid, når man er blevet nedprioriteret. 

Ingen kan lide at blive nedprioriteret.

 

Der ligger nemlig en menneskelig devaluering i at blive nedprioriteret.

 

Man husker vældigt godt,  når man er blevet nedprioriteret.

Man husker at nedprioritere dem, der har nedprioriteret en, for der er ingen grund til at gøre noget for mennesker,  der ikke vil een det godt.

 

Det var min tur i marts til at få trygheden ind i mit liv igen.

 

Pludseligt var det overhovede ikke min tur til at få trygheden ind i mit liv igen. Men de ældre og raske, for nu skulle det gå efter alder.

 

Det var min tur i forrige uge, for der blev alle andre på min alder inviteret til de 2 tryghedsskabende prik.

Men det er stadig ikke min tur., for det bliver aldrig min tur , jeg har nemlig de forkerte meninger, og nogen har brug for at demonstrere deres magt. De bestemmer, hvem der skal sikres et mildt forløb med virussen,  og kan komme ud at nyde sommeren med andre mennesker og hvem, der ikke kan.

 

Jeg ønsker alle de gamle tillykke med, at de nu kan gå på natklub og diskotek, og at verden ligger åben for dem igen.

Men kun i 180 dage.

 

Når myndighederne om kort tid går ud og siger, at alle over 50 år, er blevet tilbudt en vaccine, er det løgn, eller  at alle over 50år, der ønsker en vaccine, har fået det første stik, er det heller ikke korrekt. 

 

Efter endnu 3 henvisninger fra min læge og det seneste afslag med begrundelsen, at det nu kun er de unge under 45år, der kan blive henvist til gruppe 5, der altså ifølge et andet svar blev nedlagt i marts, så finder jeg det svært at tage politikerne, prioriteringerne og det, der foregår, seriøst.  

 

Jeg er 55 år og kan ikke blive opereret i mit spiserør, uden at jeg er blevet færdigvaccineret. 

 

Det handler om, hvem der skal overleve.

 

De har bestemt, hvem der skal have de bedste chancer for at overleve,  og det er ikke mig. 

 

De har også bestemt, hvem der skal have trygheden  og muligheden for menneskelig støtte , omsorg og opbakning i et socialt liv, og det er heller ikke mig. 

 

Så mens alle de færdigvaccinerede og de, der har haft virussen, suser afsted til udlandet på ferie og går på restauranter, i biografen og ud og kigger på seværdigheder, render jeg stadig rundt i mit hullede tøj, og med min coronaklip  og har kraftige smerter i mit spiserør,  hvor tilstanden og funktionen her under coronaen desværre er bombet tilbage til starten for 4 år siden. 

 

Det handler om overlevelse.

Så jeg skal ikke have den virus. 

 

Heller ikke, selvom en eller anden myndighedsperson foreslog mig, at jeg går ud og skaffer mig immunitet ad "naturlig vej. "

Det vil sige lader mig smitte med vilje for at få min frihed tilbage. 

Nej, tak. 

For så kunne jeg jo bare have gjort det fra starten.

 

Jeg er igen blevet spurgt, om vi kan vise samlingen frem i sommerferien til turister.

 

På grund af sygdom og egne manglende vacciner, kan vi ikke invitere fremmede ind .

 

Den private samling Woven Heart Art Museum er ikke åben i øjeblikket, fordi vi af sikkerhedsmæssige årsager har nedprioriteret det, at skabe en oplevelse og vise den frem .

I stedet har vi opprioriteret vores egen trivsel i Guldborghus. Det, vi laver, er 100% for vores egen skyld, for at bevare helsen.

 

Vi er efter en lægelig vurdering og anbefaling stadig lukket inde her, som den eneste effektive  beskyttelse mod at blive smittet,  men vores hverdag handler slet ikke om mundbind, tests og andre restriktioner.  Vi mærker dem ikke, når vi er lukket inde i vores egen bobbel.

 

Det giver masser af plads til udvikling af nye ideer og til at prøve nye ting indenfor matriklen.

Så det gør vi.

Vi arbejder på fremtiden, det liv, der forhåbentligt kommer efter coronaen.

Så må vi se, om der er et.

 

 Vh

Lisbet Lærke.

 

 

 

 

Jeg er igen blevet spurgt, om vi kan åbne og vise den private samling Woven Heart Art Museum frem i de kommende helligdagsferier og i skolesommerferien.

Her under den forhåbentligt sidste del af pandemien, hvor museer, der hører under kulturministeriet, dvs offentligt økonomisk støttende museer, kan holde åbent for udvalgte grupper af samfundet, for eksempel de færdigvaccinerede, og de, som har haft virussen, er det svært for en del mennesker at forstå følgende:

 

Den private samling Woven Heart Art Museum har ikke på noget tidspunkt fået tildelt offentlige midler fra fonde eller kulturministeriet, og er derfor hverken forpligtet eller  underlagt de gældende love, regler eller covid19-restriktioner på området for offentlige institutioner , der hører under kulturministeriet.

 

Den unikke samling eksisterer og lever i bedste velgående, men er ikke visibel, før huset vi bor i er præsentabelt, dvs færdigrenoveret.

 

Fremvisningsprojektet og tag over hovedet er dog sikret økonomisk, sålænge vi, der etablerer det, er i live. Byggeriet og opbygningen af udstillingsfaciliteterne i Guldborghus er fortsat i gang for private midler, når økonomien, restematerialer fra andre renoveringsprojekter på stedet og tiden tillader det.

 

Det er et privatejet hus, en privat bolig, hvorfor de til enhver tid gældende restriktioner og regler for at forsamles i privatboliger gælder her.

 

Blandt andet den simple regel, at det så er værterne på stedet, der bestemmer, hvem de vil have på besøg, hvornår og hvordan, det skal foregå, og at de har lov at varetage deres egne behov, sikkerhed og tarv først og fremmest.

 

Vi er kommet frem til følgende beslutning:

Grundet manglende personlig sikkerhed i form af egne covid19-vaccinationer, og at vi ikke har åbent, fordi vi ikke er klar til det, må vi desværre meddele, at vi ikke kan vise denne private samling frem i de kommende skoleferier år 2021 til fremmede uden for vores egen personlige sociale bobbel.

 

 

Vi er desværre nødt til at holde fast i dette, da projektets realisering er afhængigt af, at vi begge holder os i live og forudsætter, at vi har energi på sigt til fortsat at opbygge og drive det selv.

 

 

 

Vore egne familiemedlemmer, derimod, er meget velkomne til at kigge forbi i sommeren 2021, helst max 1-3 personer ad gangen og helst, når vejret er godt, så vi kan sidde udenfor i den lukkede gårdhave, pandemihaven, som jeg i 1 års tid har været i gang med at anlægge til formålet i den ene ende, og hvor der er masser af hygge, dejlig stemning og god afstand mellem siddepladserne, fremfremt man ønsker dette.

 

Byggerod må stadig påregnes i den anden ende af den lille gårdhave, da vi fortsat renoverer på denne side af bygningen hele sommeren og efteråret 2021. 

 

 

De følelsesmæssige dønninger efter diverse politiske omprioriteringer i vaccinationsplanerne er ved at lægge sig hos os.

Nu skal andre mennesker så bare til at lære at acceptere, at der så er nogle konsekvenser af disse omprioriteringer ude i samfundet.

 

En af dem er altså,  at man ikke kan komme til at møde mig og se nogen som helst af mine værker lige nu.

 

Simpelthen,  fordi jeg ikke vil sætte mit liv og helbred på spil bare for at kunne give tilfældige fremmede mennesker en  oplevelse i deres ferier. 

Så vigtigt er dette her projekt ikke for mig at få op at stå. 

 

Det er muligt, du er færdigvaccineret og derfor selv har trygheden og ikke kan se problemet i det, da du jo så selv nu er beskyttet mod et svært forløb med covid19. Men du kan, så vidt vi på nuværende tidspunkt ved om vaccinens virkning, godt være  smittet og have et mildt forløb, hvorfor du kan smitte videre til ikke-vaccinerede, som så kan risikere et svært og farligt forløb med virussen.

 

Jeg er endnu ikke vaccineret og dermed ikke beskyttet mod smitte med cov19. 

 

Jeg har planlagt at blive 100år, så jeg ønsker ikke at blive smittet med virussen, derfor passer jeg på mig selv.

Der er ingen andre til at gøre det.

 

Med venlig hilsen 

Lisbet Lærke.